Jeg kan mærke at spiseforstyrrelsen tager ligeså stille fat igen og ligeså stille forsvinder, jeg er nu nede på under 10 opkastninger om ugen, og for ca 3 måneder siden hed det omkring de 20 om ugen. det er meget, rigtigt meget. men nu ude og at vide det helt præcis, så tror jeg også at overspisningerne, er blivet lidt værer... vilket jeg er utroligt ked af! igår og i forgårs var jeg helt fast besluttet på at nu skulle jeg famne bare vise alle de røhuller at jeg godt kan, men så i morges, kommer spiseforstyrrelsens dumme onde stemme og siger, at "et famne også bare kan gøre lige meget, for hvorfor blive ved med og at kæmpe når jeg hele tiden falder i?"
fx. her i morges eller ved 10:30 tiden, tænker at jeg nok heller må tage nåpet og at spise, for jeg kan jo altid gå ud og at kaste det op igen... jeg er træt af at jeg skal tænke sådan, træt af og at have disse dumme tanker. men jeg er endnu mere ked af at jeg snart skal stoppe i herning, snart, for jeg føler mig ikke parat til og at stoppe, men min psykolog mere at min kontakt pærdago har nok redskaber til at jeg kan arbejde mig ud af det. i ja sikkert, men hvad med alle disse tanker som foralvorg er begyndt og at komme, dem kan de jo ikke svare på. fx. " hvem er jeg uden en spiseforstyrrelse" så kan de jo bare side og sige, "du er en helt masse uden den, du er dig" "jamen jeg ved jo ikke hvem jeg er, uden den, jeg ved ikke hvem sarah er, hun har været gemt godt og grundigt væk i så mange år, så når alle andre ser en smilende og glad pige, så ved jeg ikke om det er en facade, spiseforstyrrlsen eller bare sarah.. alt dette er så indviklet. jeg synes virklig at der burdte være mere fokus på overspisninger og bulimi. det ved folk ikke så meget om, desvære. og det er synd. alle fortjænder hjælp. ikke når der er gået 1/2år eller 1år, nej det skal være nu. og det sammen med dem som er indlang med anoreksi, som er alvorligt syg. for at man kan få det godt så skal man også uden for for at mærke vinde og det friske luft, om det skal være i en kørestol eller ej. man skal mærke sig selv.
//sarah
Det gør min trist at læse din blog... Du virker som en fantastisk person, men samtidig styrre din sygdom dig.. det er rigtig synd.. Håber du kommer på rettet spor igen.. kan se på tidligere indlæg at du var meget motiveret for at holde en kostplan.. Det er den motivation du skal finde frem igen hvis du kan.. og synes det lyder underligt at din psykiater ikke tager dig mere alvorligt... prøv at bank i bordet og sig at du har brug for hjælpen.. du kan jo evt læse dette indlæg op for personen..
SvarSletmange gange tak for dit svar, det varmer altid når folk giver sig tid til og at svare på et indlæg :)
SvarSletog tak, jeg ville prøve og se om jeg ikke kan finde frem til den igen, men den kommer og går som det passer den. så den er lidt svær og at holde styr på og holde fat i. ja det synes jeg også, eller så er det nok bare den følse som jeg har at hun ikke gør det. men det kun være at jeg lige skulle prøve og at snakke med hin næste gang at jeg skulle der op :)
forsat rigtigt god dag til dig :)
Kan være en god ide.. er ikke sikkert hun ved hvordan du har det og nogen gange er det bedre at skrive det og læse det op, så er man sikker på at man får sagt det der skal siges...
SvarSletHar du set min blog?
ja, nej det er ikke sikkert, selvom at jeg af og til skriver i en kostdagbog som jeg skal skrive i vær dag,
SvarSletja lige præcis :)
nej det har jeg ikke, har ikke kunne finde den :)
men hvis du ville mådu godt ligge et link :)