Kaste bold.

*fredag, D. 28/3-14*
De ringede nede fra psyk af i dag, efter at jeg selv har haft ringet til dem i dag, da jeg var blivet lovet at de nok skulle ringe i onsdags. 

H fortalte at de har kastet Bolden tilbage til Herning, altså 3 gang i år. Må indrømme at jeg efterhånden er ved at være godt træt af at være kaste bold. Jeg skal ringe til dem i Herning på mandag, for at snakke med en sygeplejske. Bestemmer de sig for at de kaster mig tilbage til psyk ber jeg dem om at trække ders henvisning tilbage. 

Så må jeg tage skaber midler i brug for at de kan se at jeg har behov for behandling. 

"-.-

*mandag aften*
Jeg overvejer at gå hen for at træne, trænede jo "kun" en halv time i morges, det er jo ingen ting!
Jeg prøvede igen i dag, at holde kostplanen, det gik også rigtigt godt, lige indtil at jeg hade holde et lille møde/ samtale med 3 personaler, endte det galt.
Sagde da ellers højt for mig selv op til flere gange i dag  at jeg ville have en god dag, uden opkastninger osv....
 Jeg ved ikke.... Føler mig sku som en fiasko! Tænk at jeg ikke kan holde en kostplan en HEL dag med motion uden at det SKAL ende galt! Jeg bliver ALDRIG. Normal!
*slår lige mig selv oven i hovet med en hammer*

Jeg håber at hun ringer i morgen, H. For at fortælle mig hvad de er blivet enige om. Jeg er træt af at ryge frem og tilbage i dette system! Sjovt nok føler jeg at jeg lige pt. Kæmper min egen sag! Om at få behandling. Samtidig er jeg dyb forvirrert og kan ikke finde ud af  HVAD jeg ville. Den ene time vil jeg gerne have det godt og den næste vil jeg bestemt ikke. Lover at jeg nok skal sige til når træning tager overhånd, men man synes jo aldrig at nået er FOR meget når man kæmper med en Spiseforstyrrelse, eller sygedommen synes ikke, måske kan man godt se det selv nogle gange, men tit er det bare virkelig svært. Den her sygedom er jo vildt indviklet og tit er jeg selv itvilv om jeg overhovet er syg, også selvom at der på papiret står, bulimia nevosa.

Svar....

Jeg fik svar, T skriv at de godt kunne hjælpe mig, men det ville blive det samme som sidste gang, med henblik på at jeg skulle holde kostplanen. Men at de tænkte at det nok ikke var hos dem at jeg ville få meget gavn? Så nu er jeg blivet sendt tilbage til psyk...
Jeg er.... Ligeglad?!
Alt er blokket, og tænker nok mest at jeg ikke behøver ders hjælp, så længe at jeg bare kan træne 2 timer om dagen.... Jeg har det jo godt!?
For endeligt vil jeg nok allerhelst ikke tilbage til dem i Herning, ikke nået ondt om dem! Men jeg tror bare ikke at de kan hjælpe mig. Aliveller føler jeg mig som den STØRSTE fejl. At der var blive sendt en henvisning til dem igen. For hvad hade jeg regnet med?!
Jeg må indrømme som jeg nok har skrivet før, at jeg bare føler at det er mig som er nok i vejen med, selvom at jeg fik avide i dag at jeg bare skulle tænke "at så fejler jeg ikke nok, eller er syg nok" eller sådan nået i den dur....

Tanker....

Tankerne køre alleredepå højtryk, det har de gjort siden i sidste uge hvor jeg fik avide at psyk ville sende en henvisning til CFS. Men nu, er jeg efterhånden ved at gå ud af mit gode skind, jeg er nok mest ligeglad hvad de finder ud af. Et eller andet sted håber jeg at de ikke ville tage mig ind. For så er der ingen der kan sige til mig at jeg dyrker for meget motion, og allerede  har planer at sætte det op. Fortælle mig at jeg vejer for meget eller for lidt. Skrive i kostdagbøger, blive vejet, betale ca 120kr for et bus bilet vær vej(en koster ca 60kr), slippe for at personalet skal med ind til samtalerne, Og samtidig er jeg bange for at de godt ville tage mig ind. For hvad skal jeg så? Gør de kun det fordi at de skal?
"Jeg fortjænder jo heller ikke ders hjælp" "jeg har det jo godt pt, så jeg behøver ikke ders hjælp"
Jeg er forvirrert, og bange.
Jeg vejer pt. Imellem 51-52kg, endeligt har jeg det okay med det, og aliveller ikke. Man bliver aldrig tilfris.

"Du skal ikke være bange"

Jeg har sat min kostplan op, til det en kvinde skal have om dagen, altså 2000kcal, da jeg er begyndt og at træne. Må indrømme at jeg endnu ikke har formået at holde den en hel dag,
 ærligt!: jeg er famne bange for at holde den en hel dag! Men der er jo ikke nået at være bange for? Jeg burde jo netop være bange for IKKE at ændre mine destruktive vaner. Men det er jeg altså, de er så indgroet i mig at, jeg får det skidt hvis jeg ikke kan komme til det en hel dag, får dårlig samvittighed osv.

Men jeg må jo prøve, sige til mig selv at der intet er at være bange for, hvad er det værste der kan ske? Ved at prøve?! 

Men det er jo okay at være bange for at prøve nået nyt?! Ikke. 

Det er lørdag i dag, og om lidt skal jeg op og at træne. Få skubbet mig selv der op. ;) 

Det skal jo gøres. :) 

Når jeg kommer hjem skal jeg ha ordnet vasketøj, rodet op, støvsuget(der trænger), høre Thomas helmig(høre ham lidt for tit lige fortiden, men for filan den mand kan jo bare et eller andet :) ) evt. Bage?! Jeg købte peanut butter igår, og fik for første gang lavet hjemme lavet peanut butter cups. Seriøst! De smager famne godt! :D 

Tanker om Herning og den lyserøde trænings top.

T, min gamle behandler fra dengang jeg gik i behandling, har haft ringet til L i dag. Om hun viste hvorfor at der var blivet sendt en henvisning, L fortalte om hvordan det var gået den seneste tid, så nu må jeg se, de vil tage mig op på ders konfrorance på mandag. Jeg er bange, bange for at de ikke kan eller ville hjælpe mig, at de intet kan gøre mere. Og hvis det endeligt viser sig at de godt kan, er jeg endnu mere bange for at de hellere ville hjælpe personalet med at give dem redskaber, end mig. 

Kan du følge mig? Jeg vil faktisk rigtigt gerne det her, gerne være rask, eller jeg VIL FAMNE HAVE DET BEDRE! Jeg gider jo ligesom ikke og at være (*bulimi-)sarah-Line,(*til fornavn). Jeg gider ikke og at rende rundt med den diagnose resten af mit liv!

MEN, der er altid et men, jeg er faktisk bange! Bange for at slippe det/den, den er jo efterhånden blivet min ven, jeg kan altid stole på den, næsten. Den er der når alle forlader mig, den forsvinder aldrig, ikke ligesom alle andre.... 

Tankerne om at tabe mig er begyndt at poppe frem igen. Skære ned på kcal, for derefter at ende i en overspisning efter fuldt af udrensning. Hvorfor kan jeg for en i H****** ikke bare følge den kostplan eller bare spise normalt?! 

Men det er jo det som der stadig er så forbandert svært for mig! Hvad ER normalt og ikke for meget.

Årh det driver mig tilvandhvid 

Ligesom når jeg står nede i H&M som i dag, og kigger på den top, som jeg længe nu har overvejet at købe, eller overvejet og overvejet, nok mere fortjent at købe, eller måtte købe. 

Begynder mit hovde igen, "hvad ville de andre ikke tænke om dig, str. M. Hvor fed tror du lige at du er?!" Jeg synes faktisk at det er Extremt pinligt at ha købt en trænings top i str. M. Når jeg ved at en str. S. Passer bedre, "men nu kan ingen se hvor fed du er" synger stemmen nu. :( 

Er sikker på at mit krops billede er forstyrret, aliveller er der nået der fortæller mig at jeg intet fejler, at alt er som det skal være. Jeg skal bare tage mig sammen og tage ansvar, ja. 

Dog skal det dog siges at jeg faktisk fik købt toppen, selvom at jeg nærmest løb ud af butikken fordi at jeg skulle tisse så meget, haha :D 

Ansvar, sarah. Ansvar.

"Du kan stadig nå at ombestemme dig"  "du er jo tyk nok i forvejen og du var jo også henne at træne i morges" "vælge de fedeste af dem" "ik spis forand de andre, hvad ville de dog ikke tænke om dig!" 
Sådan kørte tankerne da jeg både stod i kiwi og var tilbage i klassen, efter at ha brugt ca 16min i kiwi som ligger lige ved siden af skolen. Hvor jeg dog hader disse tanker, for jeg er endnu ikke stærk nok til at sige dem imod. Nogle gange er jeg måske. Men i dag kun jeg ikke, ikke når de anoreksiske og bulimiske tanker flyder sammen.
Dagen i dag er hvis bare dømt til og at ende galt, ligesom igår. Hele dagen igår.

Hvornår er nok, nok?! Hvornår stopper de mig? Hvornår synes de at nok, er nok?
Er nok, nok, når min kp, kommer hen og siger at det er altså for meget det der, og fjerner 1 ud af de 3 boller, selvom at der faktisk står 1 bolle + frugt på min kostplan? Også selvom at jeg ikke følger den, fordi at de tænker "jamen det vigtigste er jo at hun spiser eller får nået mad".

ANSVAR, Sarah, ANSVAR. Ordnede flyder sammen, ja, ansvar. Men hvordan? Hvordan, ansvar?. er det ansvar når jeg spiser? Når jeg kaster op? Når jeg holder min kostplan? Når jeg bruger 100kr på mad? Jeg er forvirret, for jeg ved simpelhend ikke hvordan jeg skal tage det der ansvar, som de fylder mig med. Hvad nu hvis jeg ikke gider ansvar. Hvad nu hvis jeg har nok i mig selv? Det har jeg, jo? Eller hvad?!

Billeder som jeg har taget

Tåre, træning og frustation.

Det at der igen er blivet sendt en henvisning til Herning ( = center for Spiseforstyrrelser) sætter mange tanker i gang. Min læge sendte jo en for et år siden, hvor jeg fik afslag, nu er der sendt en ny en, nede fra psyk. hvorfor skulle de så tage mig "ind" denne gang?! Jeg frygter virkelig at de ikke vil, at de har opgivet at hjælpe mig?! Og så kommer jeg jo til at tvivle på mig selv, "bliver jeg nogle sinde rask?" "Burde jeg bare tage mig sammen?!" "Hvad hvis der nu ingen der ville hjælpe mig?!" "Er jeg da overhovet syg?!" "Måske er det bare en kæmpe løgn som jeg bilder ALLE ind, inklusiv mig selv?!" "Måske er det bare meningen at jeg skal have det sådan her" "det er jo efterhånden blivet så normalt for mig, ligesom at det er normalt for andre at skulle tage tøj/strømper på vær dag" "min familie tænker nok det samme som mig, at de ikke tænker at dette er et problem mere, at det bare er sådan at det skal være (de kommenter jo ikke på det som i at de er bekrømmert for mig, eller giver udtryk for det)"

Efter min nat snak med min kp, bliv jeg ked af det, hvorfor ved jeg ikke. Dagen i dag har ellers været okay, selvom at jeg kun var i skole i to timer. Og så her til aften var jeg til pilatis(staves?) sådan nået med vejr trækninger dybt ned i maven osv. Det er nok sidste gang at jeg gør det, det var lidt svært, ikke fordi at jeg synes at det kom for "tæt" på, men svært som i, ja svært. Det minder lidt om body flow, hvis nogle af jer kender til det. ;) 

I morgen står den på træning i en time ca, inden skole. Jeg glæder mig, og må ærlig indrømme at jeg ikke føler at det jeg var til her til aften var træning, jeg mener (nok mest Spiseforstyrrelsen) træning skal jo være hård så man får pulsen op?! Måske er det bare mig som tænker sådan? 

        Billede taget for ca en til to uger siden. 

       Fik købt disse lækkere tørede bananer i dag, 

        20kr for 450gr. I kiwi. :) 

Træning i morges og træning i aften....

Jeg fik trænet i morges, og regner med at gøre det igen i aften, selvom at min kp og en ven siger at det er usundt at gøre det to gange om dagen. Tvilver jeg på om de har rat. Jeg gør det jo for at det ikke skal ende galt og for at jeg kan komme i form. Må indrømme at jeg hele dagen har tænkt på at tage op for at træne.. 

Indtil vidre er det kun endt galt en gang i dag. Og vi har lige spist, er det så ikke okay at tage op for at træne for at det ikke skal ende galt?! Hvis det nu kan få mig til at lade vær med at gøre nået godt.... Så burde der jo ikke være nået problem, det er jo kun 2-2 1/2 time bare i dag hvis jeg tager op for at træne nu her.... 

2/3-14.

Jeg vender tilbage til bloggen her. Og får delt bloggen op med opskrifter, privat osv. Bloggen her er mit hjertebarn, mit et og alt. Selvom at jeg godt kan have svært ved at fortælle andre at jeg altså har denne blog. Måske fordi at jeg lidt skammer mig over at jeg altså på papierne har bulimi og ikke anoreksi som nogle har trodet at jeg har. :)
Lige pt, går det bedre, sygedommen fylder stadig. Og aliveller føler jeg mig ikke så syg mere som jeg kan se nu at jeg har for nogle år siden. Men man kan da ikke dele det op sådan?. For igen kommer det jo ikke an på hvor meget man vejer. Det er jo bare et ud af de mange symptomer, som ligger bag sygedommen. Men jeg kan mærke at jeg har det bedre, Ligenu. Måske fordi at jeg er begyndt at træne dagligt. :)