Privat.

Jeg vælger nu at gøre min blog privat. Send evt en mail. Hvis du stadig vil følge mig :)

Jeg er også bange....

Jeg er også bange, bange for at miste bulimien, den gør mig tryk. Måske lyder det sygt, men det gør mig trykt at jeg bare kan spise en masse uden som sådan at tage på. Samtidig skræmmer det mig, for min mave gør ondt, nu. Jeg mindes ikke at have spist SÅ meget, ca 2 filtre poser popcorn, et glas coca cola zero, lidt under 1/2 appelsin, og nået varm kakao på letmælk og nogle bolsjer . Men for at det ikke skal være løgn ligger der allerede 3 bollerpå brød resteren. Jeg burde gå hen og kyle dem ud. For når jeg tænker mig om, så hjælper de mig ikke ligefrem med at få det bedre. Endeligt tror jeg ikke at jeg har lyst, måske bare mere fordi at jeg ved at jeg kan. 

Hvorfor skal det være så svært at kæmpe sig ud? Kæmpe sig fri? Hvorfor findes der ingen manoial som forklar præcis hvad man skal gøre, helt ned til mindste detalje. Det kun være rart. Nej. 

Dagen har ellers været okay, jeg har været i skole, og faldt først i søven ved en 4-5 tiden i dag. Angste var også på besøg i går aftes, tankespind. Jeg græd. Men jeg følte mig lettede begefter og hade brug for nået som gjore mig "glad" så jeg fik en kop kaffe med mælk. Så jeg lage vågen til langt ud på natten. 

Snart vil jeg gå i seng, og prøve at fortælle mig selv at i morgen bliver alt ting bedre. 

Hvad gik det galt?

Jeg siger til mig selv at jeg IKKE skal have pizza til aftensmad, for det ender galt, det ved jeg. Og jeg hade allerede kværnet ca 6 boller, og nej det er ikke fordi at jeg tænker "nu har jeg lige spist boller så nu fortjænder jeg ikke pizza" men fordi at min krop bare ikke har godt af alle disse opkastninger som jeg udsætter min krop for lige fortiden! Eller hele tiden. Så jeg fik lavet lækkert aftensmad bestående af 1/2 butternut squas, hytteost, løg, kylling, og rødpeber. Og jeg gik ikke ud på badeværlset, og det gjore jeg heller ikke til morgen mad/ frokost. Men efter at der ca er gået 1-2 timer, ender det galt, og jeg fik spist 5 boller og nået smoothie, jeg synes ellers at det gik SÅ godt, så jeg kan ikke se hvor det endte galt henne?! Frustreret? JA! 

Jeg skal ud og at spise i morgen, og jeg er nervøs, for igen frygter jeg bare at det ender galt. Men jeg må prøve at spise sundt, det er møj svært når djævlen konstans sidder på en. 

Jeg har lige spist kage, jeg har for at sige det mildt sagt, bare lyst til og gå ud og få det "overstået" men det gør det jo ikke meget bedre? Det hjælper mig jo ikke ligefrem! Men gøre blodt bare det HELE meget være, et skridt i den forkerte retning! Skide ambivalens! 

"DU TAGER ikke PÅ AF MAD FYLDE!"  "mad er sundt OGSÅ kage!" "alt mad er sundt i de rigtige mengter" 

Årh det er svært, men jeg synes virklig at jeg prøver, jeg må lade vær med at slå mig selv i hovet med en mursten, det er jo bare kage, UDEN æg. Og jeg må jo snart lære at lade vær med at overspise når jeg skal sove ;) men et eller andet sted er det jo godt? Ikke? Jeg tænker, det er jo nærmest der hvor min krop får lov til at "beholde" maden. 

"DU SKAL IKKE GÅ UD OG STIK EN FINDER I HALSEN!!!!!!!!!" 

Det bliver bedre.

Jeg har lige sat opvasken over. Og sat bollerne i ovnen, spist formiddags mad og sidder nu og skriver og drikker kaffe. 

Klokken er over 14. Og jeg har lige spist morgenmad/frokost, den "nye" skyr med pære/ vanilje og hytteost blandet sammen, da jeg rejser mig og vil gå ind på værelset, personalet skynder sig hen og stiller sig forand døren så jeg ikke kan komme ud "her er for meget larm" siger jeg, "så ber jeg dem om at dæmpe sig" og jeg bliver nød til at sætte mig pænt på stolen, mit hovde larmer, jeg kan ikke holde ud af at være i så meget larm, jeg bliver bims af det og har allermest lyst til at råbe og be dem og at holde ders kæft. 

Da der er gået nok 4-6min går jeg igen en mod døren, personalet kalder, men jeg går, går ind på værelset og sætter mig sengen, personalet kommer ind og jeg forklar ham "bare fordi at jeg går, er det jo ikke ens betydning at jeg vi, gå ud på badeværlset, jeg prøver faktisk at kæmpe!" "Jeg prøver at sige til mig selv at min krop fortjænder mad, jeg ved godt hvad der efterhånden er svært for mig at beholde nede, fx, brød, kage, slik, alt det usunde, men alt det der er sundt prøver jeg faktisk at beholde nede, bare jeg ved hvad det indeholder, jeg ved at aftensmad er svært fordi at jeg ikke ved hvad det inderholder" jeg tror at han forstod, og når jeg ved hvor det ender galt, er det også nemmere at forklare? Og sige til, altså når jeg kan. Og spiseforstyrrelsen ikke larmer og siger "du kan jo altid gå ud på badeværlset" 

Jeg tror at det bliver bedre, det er iværtifald det folk siger, man skal jo bare tro på det først og det kan godt være svært når man selv står i det. 

De der dage. I'm BACK

Mine øjne glider hen over reklamerne, tanken om hvad jeg skal købe gør mig nærmest høj ved tanken, og det føles som om at der er 1 million sommerfugle i maven. Pejer ud hvad jeg skal købe, har jeg mon råd? Jo det har jeg, 200-300 kr må være nok. 

Da jeg står og skal til og betale, er jeg bange for at personen bag disken kan se lige igemmen mig, jeg kigger rund for at være sikker på at der ingen som jeg kender. Skynder mig at pakke mit "fix" sammen og ud af butikken, åbner en pose vingummie, og stopper den ned i lommen, "ingen kan rør mig nu, intet ondt kan nå mig nu, maden beskytter mig". 

Da jeg kommer hjem låser jeg mig inde på badeværlset, og begynder. 

Vafler med smør og is? Jov hvorfor ikke og så lige lidt flødeskum hældet ned med lunkent vand. 

Jeg stopper først da min mave gør så ulidligt ondt at jeg allermest har lyst til at ligge mig ned på det varme badeværlse gulv. Men tvinger det op, jeg lukker af, det skal ud, ud af min krop. 

Begefter er jeg træt, og tung i kroppen, jeg vil allerhelst sove. Sove så jeg glemmer alt. 

Dette er bare én af mange gange,  jeg kan beskrive hvordan en af mine overspisninger ser ud hvor jeg har handlet indtil det. Faktisk er det langtid siden at jeg har handlet ind til et flip og efter sat mig ud på badeværlset. Vilket jeg er glad for,  for det kan ikke beskrives med ord hvordan man/jeg har det efter en overspisning eller alle de gange jeg har kastet op, ikke kun efter en overspisning, men også bare mad, morgenmad, frokost, aftensmad osv osv.. Jeg lukker nok mere eller mindre af når jeg gør det, mærker ikke mig selv, for det gør man jo ikke?! Man bliver efterhånden til en Tom skal.

Men jeg må nok indrømme at jeg både igår og i forgårs ( D. 17 og 16/1-14) købte bland selv slik for næsten 50kr, jeg er virklig IKKE stolt! Faktisk skammer jeg mig! For jeg kun jo ha brugt de 100kr på andre lækkere ting. Men jeg kan ikke gøre så meget nu. Sket er sket. Men jeg kan ligge mit hovde i blød, og tænke "hvad kan jeg gøre hvis det sker igen?!" Fx. Kun jeg ringe til personalet, eller en god veninde/ven som ved hvad jeg kæmper med. Men det ER svært, når jeg tænker over hvor mange år jeg efterhånden har været syg i 6-7år, så er det ikke BARE sådan lige til at ændre på tvingende fra dag til dag.  

Dog er jeg begynd at sige til mig selv. 

"Min krop fortjænder mad" 

"Mad er IKKE farligt" 

"Jeg bliver ikke tyk eller fed af mad fylde" 

Da det sidste nævnet nok er det som skrammer mig mest, MAD som ligger i MIN mave, jeg kan mærke det og min bukser strammer, tøjet strammer, så må jeg jo blive tyk?! 

Men for rat mange normale mennesker (i min verden er man normal hvis man ikke kaster op, overspiser eller har Spiseforstyrrelse symptomer) er det jo normalt, hin psykologen som jeg hade da jeg gik i behandling hos CFS, fortalte at når hun hade spise mad, og var mæt, så kun hun også finde på at knappe sine bukser op, eller lige ligge sig hen på sofaen, for det er jo 'normalt'. Og det er det jo også, men i mit hovde kan jeg bare ikke rigtigt få det til at hænge sammen, det er altså svært at få til at hænge sammen. 

Men mit i alt dette skriverrig er der faktisk også nået posetivt, hurraaaaa. 

Jeg har de sidste par aftnerne, når jeg har spist nat mad, komt til at spise FOR meget, altså vi snakker om ca 5-6 stk boller eller 6 skv toastbrød. Vilket jo er meget, altså at spise 6 skv toastbrød på engang?! 

Men jeg prøvede at sige til mig selv, " min krop fortjænder mad" " jeg bliver IKKE tyk eller fed af mad fylde" 

At jeg så spiste nok 5-8pande kager til nat mad i aftes er jo heller ikke godt, plus at jeg kastede nået af det op, men jeg stoppede mig selv! Vilket jeg er stolt af også selvom at det ER svært at accepter at maden ligger i maven fordi at det føles forkert, så er det den rigtigt vej. 

Et skrit af gange, nogle starter forfra jeg starter bagfra. ;) 

Knus..... 

4/1-14

Klokken er snart  halv 4. Det er nat. Jeg har igen vendt om på nat og dag. 

Hun spørger om jeg har skadet mig selv siden igår. Jeg siger ja og hun ber mig om at vise mine ar, fortæller hin at de bare er overfladiske, hun siger at jeg er for hård ved mig selv og at jeg får nogle grimme ar. Jeg giver hin rat. Men jeg føler at jeg sidder fast at jeg ikke selv kan vikle mig ud. Det gør ondt og der er komme flere ar i dag og endnu flere opkastninger. Jeg lavede hin ellers at jeg nok skulle aflever de ting så eg ikke kun skade mig selv. Jeg ved jeg burde, men jeg kan ikke. Uandset hvor meget jeg ville. 

Jeg skal til samtale på psyk på tirsdag, jeg er bange, og nervøs, bange for at de vil fylde mig med piller og at jeg bliver stor som et hus. Nervøs for hvad de siger til mine ar som jeg har haft tanken om at fortælle dem. Mon de er ligeglad? Jeg har allermest lyst til at be dem om at passe  mig, tage ansvar for mig i en periode bare til at jeg igen er parat til at tage ansvar for mig selv.