De der dage. I'm BACK

Mine øjne glider hen over reklamerne, tanken om hvad jeg skal købe gør mig nærmest høj ved tanken, og det føles som om at der er 1 million sommerfugle i maven. Pejer ud hvad jeg skal købe, har jeg mon råd? Jo det har jeg, 200-300 kr må være nok. 

Da jeg står og skal til og betale, er jeg bange for at personen bag disken kan se lige igemmen mig, jeg kigger rund for at være sikker på at der ingen som jeg kender. Skynder mig at pakke mit "fix" sammen og ud af butikken, åbner en pose vingummie, og stopper den ned i lommen, "ingen kan rør mig nu, intet ondt kan nå mig nu, maden beskytter mig". 

Da jeg kommer hjem låser jeg mig inde på badeværlset, og begynder. 

Vafler med smør og is? Jov hvorfor ikke og så lige lidt flødeskum hældet ned med lunkent vand. 

Jeg stopper først da min mave gør så ulidligt ondt at jeg allermest har lyst til at ligge mig ned på det varme badeværlse gulv. Men tvinger det op, jeg lukker af, det skal ud, ud af min krop. 

Begefter er jeg træt, og tung i kroppen, jeg vil allerhelst sove. Sove så jeg glemmer alt. 

Dette er bare én af mange gange,  jeg kan beskrive hvordan en af mine overspisninger ser ud hvor jeg har handlet indtil det. Faktisk er det langtid siden at jeg har handlet ind til et flip og efter sat mig ud på badeværlset. Vilket jeg er glad for,  for det kan ikke beskrives med ord hvordan man/jeg har det efter en overspisning eller alle de gange jeg har kastet op, ikke kun efter en overspisning, men også bare mad, morgenmad, frokost, aftensmad osv osv.. Jeg lukker nok mere eller mindre af når jeg gør det, mærker ikke mig selv, for det gør man jo ikke?! Man bliver efterhånden til en Tom skal.

Men jeg må nok indrømme at jeg både igår og i forgårs ( D. 17 og 16/1-14) købte bland selv slik for næsten 50kr, jeg er virklig IKKE stolt! Faktisk skammer jeg mig! For jeg kun jo ha brugt de 100kr på andre lækkere ting. Men jeg kan ikke gøre så meget nu. Sket er sket. Men jeg kan ligge mit hovde i blød, og tænke "hvad kan jeg gøre hvis det sker igen?!" Fx. Kun jeg ringe til personalet, eller en god veninde/ven som ved hvad jeg kæmper med. Men det ER svært, når jeg tænker over hvor mange år jeg efterhånden har været syg i 6-7år, så er det ikke BARE sådan lige til at ændre på tvingende fra dag til dag.  

Dog er jeg begynd at sige til mig selv. 

"Min krop fortjænder mad" 

"Mad er IKKE farligt" 

"Jeg bliver ikke tyk eller fed af mad fylde" 

Da det sidste nævnet nok er det som skrammer mig mest, MAD som ligger i MIN mave, jeg kan mærke det og min bukser strammer, tøjet strammer, så må jeg jo blive tyk?! 

Men for rat mange normale mennesker (i min verden er man normal hvis man ikke kaster op, overspiser eller har Spiseforstyrrelse symptomer) er det jo normalt, hin psykologen som jeg hade da jeg gik i behandling hos CFS, fortalte at når hun hade spise mad, og var mæt, så kun hun også finde på at knappe sine bukser op, eller lige ligge sig hen på sofaen, for det er jo 'normalt'. Og det er det jo også, men i mit hovde kan jeg bare ikke rigtigt få det til at hænge sammen, det er altså svært at få til at hænge sammen. 

Men mit i alt dette skriverrig er der faktisk også nået posetivt, hurraaaaa. 

Jeg har de sidste par aftnerne, når jeg har spist nat mad, komt til at spise FOR meget, altså vi snakker om ca 5-6 stk boller eller 6 skv toastbrød. Vilket jo er meget, altså at spise 6 skv toastbrød på engang?! 

Men jeg prøvede at sige til mig selv, " min krop fortjænder mad" " jeg bliver IKKE tyk eller fed af mad fylde" 

At jeg så spiste nok 5-8pande kager til nat mad i aftes er jo heller ikke godt, plus at jeg kastede nået af det op, men jeg stoppede mig selv! Vilket jeg er stolt af også selvom at det ER svært at accepter at maden ligger i maven fordi at det føles forkert, så er det den rigtigt vej. 

Et skrit af gange, nogle starter forfra jeg starter bagfra. ;) 

Knus.....