18/12-14

mon der ikke er ved at gå et halvt år siden sidst jeg skriv?
der er sket meget siden sidst, sidst i august, var jeg tæt på at blive indlagt, pga alt for mange opkastninger om dagen, og mit kcalium bliv for lavt, 3 var den på. selvskaden er vendt tilbage med fule kraft og bulimien er flyvet i baggrunden, jeg er begyndt at blive bange og angst for den. bange for at dø. jeg har inden for den sidste månedes tid, 3 uger ca. været på skadestuen, sådan ca under 10 gange. både for at blive syet, limet og stripset sammen. jeg prøver virkeligt at lade vær, og kontakte personalet inden det ender galt, men nogle gange sker det uden at jeg når at tænke. jeg er træt af sure sygeplejsker og vagtlæger, som kun lige dupper mine ar, smider en ordenligt omgang lim og ca 12 strips på vært ben. eller det var endligt kun igår at jeg hade den dårligt oplevelse. jeg har så også fået afvide at jeg ikke kan komme tilbage til afiktivt klinik eller cfs. og så kom jeg hed på et daghospital pga mine tal. jeg undskylder for et rodet indlæg.
men vil altså nu bare sige at jeg stadig er her :)                                                                                                                                                          

D. 19/6-14

Vi får kigget på min behandlingsplan, hun gemgår den. Men det er først da jeg kommer hjem at jeg får kigget den ordenligt igemmen. 

DF 60.3 emotionelt ustabil personlighedsstruktur, 

Jeg kan mærke at jeg bliver irrerte? Frustært? 

Det eneste der kommer frem er ord som boderline, og jeg er en lille smugle tæt på at græde. 

"Nu er der først ingen der ville lytte på dig!" 

Da jeg kommer hen på skolen får jeg snakket med min kp om det og får ringet til min kp nede på psyk, lige de ord er svære at rumme. Selvom at nogle ting giver mere mening nu. 

Jeg har snart sommerferie, selvom at jeg ikke har lyst. Jeg bryder mig ikke om ferie. 

Jeg har ikke så mange ord i dag, måske kommer de senere. 

Det er som om at enten bliver jeg fyldt op med alting når jeg har været til samtale, og har svært ved at være i min selv. Og har svært ved at holde det hele ud, som om at intet giver mening. 

Eller som nu, hvor jeg ingen ord har, de fleste er endt i toilette og er sovet ud. 

Aliveller er jeg bange for at følsen af at alting er lige meget, og intet giver mening, snart rammer mig.  

D. 7/06-14

Og nogle dage ville man bare ønske at man kunne forsvinde fra 

Hele verden indklisiv sig selv. 

I håb om at alting ville være bedre og se lyser ud 

Nået man vender tilbage. 

2/06-14

Og det er jo ikke fordi at jeg ikke ville....

Jeg vil jo gerne,

Altså lade vær. 

Men det er bare ikke lige til. 

Og så har det jo også tage overhånd.

Jeg kan ikke styrer det mere.

Er det forkert at  indrømme? 

Jeg føler mig forkert.

Og er bange. 

Bange for at sove, 

Bange for at dø.

Men andre dage....

Vil jeg gerne sove

Og forsvinde væk.

For så var jeg fri for at kæmpe vær dag. 

Giver det mening,

Dig som sidder og læser? 

Man går rundt i sin ejen glas klokke

Og ser livet passer 

Hurtigt forbi en, 

Som et lyn tog.

Man vil gerne stoppe det

Bare så man kan komme med 

Men det stopper aldrig

Den har ingen stop knap.

Så man må finde på andre 

Muligheder. 

D. 24/05-14

Jeg tror at det er ved at være lang tid siden at jeg har skrivet her inde. 

....Men jeg er her endnu. 

Det er vel godt, ikke?!

Jeg endte ud med tåre i dag, og igår, også. 

I går var det fordi at jeg skimte min kostbog, hvor jeg skriver, hvad jeg får i løbet af dagen osv, 

Så bliv virkelig ked af at se hvor mange opkastninger jeg hade, jeg kan ikke lade vær med at tænke "hvorfor tager du dig ikke bare sammen!" 

Og i dag var det fordi at, jeg bare var træt af alting, livet, at kæmpe vær dag, det tager så ufatteligt hårdt på mig, og tankerne var der igen "at det ville være bedst hvis jeg ikke var her" 

MEN....

I mellem alt det her tåre halløjsa, er der også sket lidt godt. 

Jeg har fået praktik plas, (startede i mandags) 

 Og jeg var nede på psyk i torsdags, hvor jeg mødte min kontaktperson, som jeg skal snakke med om 3 uger, vilket jeg lige pt slet slet ikke kan rumme i hovet, da jeg synes at der er lang tid til. Endnu være er vel (eller det kommer vel an på hvordan man ser på det) at jeg til august skal starte i nået  gruppe halløjsa med nogle andre. 

Puha kan virkelig slet slet ikke rumme det i hovet, nok mest af alt fordi at jeg bare gerne ville igang nu, og nok ikke hade regnet med at behandlingen for alvorg først starter til august. Hvor jeg skal fortælle om hvordan jeg har det( er det ikke det man gør) snakke om mine problemer sammen med nok 10 fremmede + 2 psykologer  som jeg aldrig har mødt før. Ligenu er jeg nok ikke så vild med idén. 

OG at jeg i sidste uge hade 4,5 dage uden opk. 

....

Jeg undskylder for at jeg ikke har haft skrivet i et stykke tid nu. 

Men der har været for mange ting, bl.a. Om jeg skulle forsætte med at have denne blog,  lade vær med at skrive, men gør sådan at folk stadig kan læse den. Og at folk kan kontakte mig hvis de har brug for oplysning til opgaver på. Studiet fx. 

Behandling, har også fyldt rigtigt meget og jeg står nu og skal til en ny samtale på psyk, om 14 dage. 

Tankerne om at tabe mig er der vær dag, "for man "glemmer" jo at du har et problem når du er normal vægtigt" var der en der sage til mig for et stykke tid siden. Hvis det ikke var fordi at jeg var så bange for at slippe opk, så hade jeg nok tabt mig. Men jeg har nok bare glemt hvordan man gør. 

Nogle gange tænker jeg på hvordan jeg ville have haft det hvis jeg ikke var syg, hvordan jeg ville ha set ud, ville jeg så stadig ha vejet 10kg mere eller ville jeg ha vejet mindre? Hvad med vennerne og veninderne? Ville jeg ha haft overskud til og at se dem? Eller ville de ha svundet ind ligesom nu? Livet er en underlig str. Det samme med verden, for selvom at verden er så lille, er den aliveller stor nok til at rumme over 7 milliarder mennesker, plus jordskælv, tunarmier, oversvømmelser osv osv. Det er altså lidt skørt at tænke på. :) 

....

Jeg beklager at jeg ikke får skrivet så meget for tiden, men jeg er her stadig :) 

Og kæmper stadig. Selvom at det er vildt svært! Når der er en stemme som vær dag fortæller en at man da godt kunne trænge til og at få smidt nogle kg. Få trænet osv. Men af en eller anden grund får jeg aliveller viftet de negative tanker væk om vægttab. Måske også derfor at jeg har så forbandert svært ved at holde min kostplan, fordi at stemmen siger at så ville de jo også være meget nemmer at tabe sig.... 

MEN.... Der er altid et men, og dette er et godt men! :) 

Jeg har i lang tid haft sådan en fiiiin(ondt) app på min mobil som kunne tælle kcal,  i sidste uge besluttet jeg mig at få den slette, og har siden da næsten heller ikke vejet min mad! Det må da vejen frem?! Jeg må ærligt indrømme jeg føler mig mere fri, selvom at  talende stadig sidder fast oppe i hovet, forbliver de oppe i hovet. 

Såååå det er jo godt? Ikke? Altså at jeg ikke tæller mere, på den måde... Årh aliveller føler jeg mig bare så forkert på den måde, den forkert Spiseforstyrrede.... 

4 1/2 dag....

4 1/2 dag

Er jo bedre en 4 dage, det er en halv dag mere. 

Når jeg tænker over det, fyldes mine øjne med tåre. 

Ikke mange, men nok. 

Hvad tænker de ikke om mig? 

Da jeg fortæller ham at min dag har været dum, 

Siger han bare, nået a la 

" måske for nogle kan det også blive svært at komme ud af sengen om morgen" 

"Så du tror ikke på mig?!" 

" måske fik jeg sagt det forkert, det var ikke min mening,

 Jeg skal prøve at forklar det på en anden måde" 

"Ja, det vil nok være en god ide" 

Jeg skammer mig, 

ingen ved det, 

jeg ville ønske at jeg hade brækket mit ben, 

Så kun folk i det mindste se at man hade det skidt.

Jeg føler at ingen tror på mig.

Man ber jo heller ikke en person med brækket 

Ben om at løbe en maraton!

Det er som om at de ikke tror på at jeg virkelig prøver

På at skynde mig, 

 de Seneste par dage har de anoreksiske 

Tanker fyldt

I nat bliv klokken ca halv 5 før jeg sov

Tanker om at jeg ikke tror på kcal tabellerne, 

Kcal i pære og avocado, 

Og flere sider om kcal tabeller for at finde de rigtige tal. 

Det er fredag i dag,

Mine tanker køre allerede,

MAD

MAD

MAD

MAD

.........

3 1/2 dag

Jeg har nu holdt min kostplan i ca 31/2 dag, vilket er rat stort for mig. Dog sprang jeg min for middags mad over, fordi at jeg var henne og at træne, og skulle skynde mig+ bad+tøre hår osv. (Dårlig undskyldning, kun jo bare ha sat mig og spist det i mens at jeg var ved at gøre mig klar)  tankerne popper stadig op i baghovet om at når jeg nu holder min plan er det også nemmere at tabe mig.
Vil ønske at det ikke skulle være SÅ svært! :(

D. 1/4-14

"Jeg får hin til at ringe til dig i morgen, da hun er syg i dag" 

Jeg fik ringet igår, til cfs. Var dog 100% sikker på at ders nr stadig var gemt på min mobil, men mobilen må åbenbart at slettet dem. Fik fundet ders nr på nettet, men da jeg endelig kom igemmen, var det en dame fra børn og ungdoms psyk. Bliv dog stillet om til de andre, fik fortalt sekrateren at jeg skulle snakke med en sygeplejske, hun sagde så at det var T jeg skulle snakke med, men hun var syg. Så nu må jeg bare håbe at hun ringer i dag. 

Kaste bold.

*fredag, D. 28/3-14*
De ringede nede fra psyk af i dag, efter at jeg selv har haft ringet til dem i dag, da jeg var blivet lovet at de nok skulle ringe i onsdags. 

H fortalte at de har kastet Bolden tilbage til Herning, altså 3 gang i år. Må indrømme at jeg efterhånden er ved at være godt træt af at være kaste bold. Jeg skal ringe til dem i Herning på mandag, for at snakke med en sygeplejske. Bestemmer de sig for at de kaster mig tilbage til psyk ber jeg dem om at trække ders henvisning tilbage. 

Så må jeg tage skaber midler i brug for at de kan se at jeg har behov for behandling. 

"-.-

*mandag aften*
Jeg overvejer at gå hen for at træne, trænede jo "kun" en halv time i morges, det er jo ingen ting!
Jeg prøvede igen i dag, at holde kostplanen, det gik også rigtigt godt, lige indtil at jeg hade holde et lille møde/ samtale med 3 personaler, endte det galt.
Sagde da ellers højt for mig selv op til flere gange i dag  at jeg ville have en god dag, uden opkastninger osv....
 Jeg ved ikke.... Føler mig sku som en fiasko! Tænk at jeg ikke kan holde en kostplan en HEL dag med motion uden at det SKAL ende galt! Jeg bliver ALDRIG. Normal!
*slår lige mig selv oven i hovet med en hammer*

Jeg håber at hun ringer i morgen, H. For at fortælle mig hvad de er blivet enige om. Jeg er træt af at ryge frem og tilbage i dette system! Sjovt nok føler jeg at jeg lige pt. Kæmper min egen sag! Om at få behandling. Samtidig er jeg dyb forvirrert og kan ikke finde ud af  HVAD jeg ville. Den ene time vil jeg gerne have det godt og den næste vil jeg bestemt ikke. Lover at jeg nok skal sige til når træning tager overhånd, men man synes jo aldrig at nået er FOR meget når man kæmper med en Spiseforstyrrelse, eller sygedommen synes ikke, måske kan man godt se det selv nogle gange, men tit er det bare virkelig svært. Den her sygedom er jo vildt indviklet og tit er jeg selv itvilv om jeg overhovet er syg, også selvom at der på papiret står, bulimia nevosa.

Svar....

Jeg fik svar, T skriv at de godt kunne hjælpe mig, men det ville blive det samme som sidste gang, med henblik på at jeg skulle holde kostplanen. Men at de tænkte at det nok ikke var hos dem at jeg ville få meget gavn? Så nu er jeg blivet sendt tilbage til psyk...
Jeg er.... Ligeglad?!
Alt er blokket, og tænker nok mest at jeg ikke behøver ders hjælp, så længe at jeg bare kan træne 2 timer om dagen.... Jeg har det jo godt!?
For endeligt vil jeg nok allerhelst ikke tilbage til dem i Herning, ikke nået ondt om dem! Men jeg tror bare ikke at de kan hjælpe mig. Aliveller føler jeg mig som den STØRSTE fejl. At der var blive sendt en henvisning til dem igen. For hvad hade jeg regnet med?!
Jeg må indrømme som jeg nok har skrivet før, at jeg bare føler at det er mig som er nok i vejen med, selvom at jeg fik avide i dag at jeg bare skulle tænke "at så fejler jeg ikke nok, eller er syg nok" eller sådan nået i den dur....

Tanker....

Tankerne køre alleredepå højtryk, det har de gjort siden i sidste uge hvor jeg fik avide at psyk ville sende en henvisning til CFS. Men nu, er jeg efterhånden ved at gå ud af mit gode skind, jeg er nok mest ligeglad hvad de finder ud af. Et eller andet sted håber jeg at de ikke ville tage mig ind. For så er der ingen der kan sige til mig at jeg dyrker for meget motion, og allerede  har planer at sætte det op. Fortælle mig at jeg vejer for meget eller for lidt. Skrive i kostdagbøger, blive vejet, betale ca 120kr for et bus bilet vær vej(en koster ca 60kr), slippe for at personalet skal med ind til samtalerne, Og samtidig er jeg bange for at de godt ville tage mig ind. For hvad skal jeg så? Gør de kun det fordi at de skal?
"Jeg fortjænder jo heller ikke ders hjælp" "jeg har det jo godt pt, så jeg behøver ikke ders hjælp"
Jeg er forvirrert, og bange.
Jeg vejer pt. Imellem 51-52kg, endeligt har jeg det okay med det, og aliveller ikke. Man bliver aldrig tilfris.

"Du skal ikke være bange"

Jeg har sat min kostplan op, til det en kvinde skal have om dagen, altså 2000kcal, da jeg er begyndt og at træne. Må indrømme at jeg endnu ikke har formået at holde den en hel dag,
 ærligt!: jeg er famne bange for at holde den en hel dag! Men der er jo ikke nået at være bange for? Jeg burde jo netop være bange for IKKE at ændre mine destruktive vaner. Men det er jeg altså, de er så indgroet i mig at, jeg får det skidt hvis jeg ikke kan komme til det en hel dag, får dårlig samvittighed osv.

Men jeg må jo prøve, sige til mig selv at der intet er at være bange for, hvad er det værste der kan ske? Ved at prøve?! 

Men det er jo okay at være bange for at prøve nået nyt?! Ikke. 

Det er lørdag i dag, og om lidt skal jeg op og at træne. Få skubbet mig selv der op. ;) 

Det skal jo gøres. :) 

Når jeg kommer hjem skal jeg ha ordnet vasketøj, rodet op, støvsuget(der trænger), høre Thomas helmig(høre ham lidt for tit lige fortiden, men for filan den mand kan jo bare et eller andet :) ) evt. Bage?! Jeg købte peanut butter igår, og fik for første gang lavet hjemme lavet peanut butter cups. Seriøst! De smager famne godt! :D 

Tanker om Herning og den lyserøde trænings top.

T, min gamle behandler fra dengang jeg gik i behandling, har haft ringet til L i dag. Om hun viste hvorfor at der var blivet sendt en henvisning, L fortalte om hvordan det var gået den seneste tid, så nu må jeg se, de vil tage mig op på ders konfrorance på mandag. Jeg er bange, bange for at de ikke kan eller ville hjælpe mig, at de intet kan gøre mere. Og hvis det endeligt viser sig at de godt kan, er jeg endnu mere bange for at de hellere ville hjælpe personalet med at give dem redskaber, end mig. 

Kan du følge mig? Jeg vil faktisk rigtigt gerne det her, gerne være rask, eller jeg VIL FAMNE HAVE DET BEDRE! Jeg gider jo ligesom ikke og at være (*bulimi-)sarah-Line,(*til fornavn). Jeg gider ikke og at rende rundt med den diagnose resten af mit liv!

MEN, der er altid et men, jeg er faktisk bange! Bange for at slippe det/den, den er jo efterhånden blivet min ven, jeg kan altid stole på den, næsten. Den er der når alle forlader mig, den forsvinder aldrig, ikke ligesom alle andre.... 

Tankerne om at tabe mig er begyndt at poppe frem igen. Skære ned på kcal, for derefter at ende i en overspisning efter fuldt af udrensning. Hvorfor kan jeg for en i H****** ikke bare følge den kostplan eller bare spise normalt?! 

Men det er jo det som der stadig er så forbandert svært for mig! Hvad ER normalt og ikke for meget.

Årh det driver mig tilvandhvid 

Ligesom når jeg står nede i H&M som i dag, og kigger på den top, som jeg længe nu har overvejet at købe, eller overvejet og overvejet, nok mere fortjent at købe, eller måtte købe. 

Begynder mit hovde igen, "hvad ville de andre ikke tænke om dig, str. M. Hvor fed tror du lige at du er?!" Jeg synes faktisk at det er Extremt pinligt at ha købt en trænings top i str. M. Når jeg ved at en str. S. Passer bedre, "men nu kan ingen se hvor fed du er" synger stemmen nu. :( 

Er sikker på at mit krops billede er forstyrret, aliveller er der nået der fortæller mig at jeg intet fejler, at alt er som det skal være. Jeg skal bare tage mig sammen og tage ansvar, ja. 

Dog skal det dog siges at jeg faktisk fik købt toppen, selvom at jeg nærmest løb ud af butikken fordi at jeg skulle tisse så meget, haha :D 

Ansvar, sarah. Ansvar.

"Du kan stadig nå at ombestemme dig"  "du er jo tyk nok i forvejen og du var jo også henne at træne i morges" "vælge de fedeste af dem" "ik spis forand de andre, hvad ville de dog ikke tænke om dig!" 
Sådan kørte tankerne da jeg både stod i kiwi og var tilbage i klassen, efter at ha brugt ca 16min i kiwi som ligger lige ved siden af skolen. Hvor jeg dog hader disse tanker, for jeg er endnu ikke stærk nok til at sige dem imod. Nogle gange er jeg måske. Men i dag kun jeg ikke, ikke når de anoreksiske og bulimiske tanker flyder sammen.
Dagen i dag er hvis bare dømt til og at ende galt, ligesom igår. Hele dagen igår.

Hvornår er nok, nok?! Hvornår stopper de mig? Hvornår synes de at nok, er nok?
Er nok, nok, når min kp, kommer hen og siger at det er altså for meget det der, og fjerner 1 ud af de 3 boller, selvom at der faktisk står 1 bolle + frugt på min kostplan? Også selvom at jeg ikke følger den, fordi at de tænker "jamen det vigtigste er jo at hun spiser eller får nået mad".

ANSVAR, Sarah, ANSVAR. Ordnede flyder sammen, ja, ansvar. Men hvordan? Hvordan, ansvar?. er det ansvar når jeg spiser? Når jeg kaster op? Når jeg holder min kostplan? Når jeg bruger 100kr på mad? Jeg er forvirret, for jeg ved simpelhend ikke hvordan jeg skal tage det der ansvar, som de fylder mig med. Hvad nu hvis jeg ikke gider ansvar. Hvad nu hvis jeg har nok i mig selv? Det har jeg, jo? Eller hvad?!

Billeder som jeg har taget

Tåre, træning og frustation.

Det at der igen er blivet sendt en henvisning til Herning ( = center for Spiseforstyrrelser) sætter mange tanker i gang. Min læge sendte jo en for et år siden, hvor jeg fik afslag, nu er der sendt en ny en, nede fra psyk. hvorfor skulle de så tage mig "ind" denne gang?! Jeg frygter virkelig at de ikke vil, at de har opgivet at hjælpe mig?! Og så kommer jeg jo til at tvivle på mig selv, "bliver jeg nogle sinde rask?" "Burde jeg bare tage mig sammen?!" "Hvad hvis der nu ingen der ville hjælpe mig?!" "Er jeg da overhovet syg?!" "Måske er det bare en kæmpe løgn som jeg bilder ALLE ind, inklusiv mig selv?!" "Måske er det bare meningen at jeg skal have det sådan her" "det er jo efterhånden blivet så normalt for mig, ligesom at det er normalt for andre at skulle tage tøj/strømper på vær dag" "min familie tænker nok det samme som mig, at de ikke tænker at dette er et problem mere, at det bare er sådan at det skal være (de kommenter jo ikke på det som i at de er bekrømmert for mig, eller giver udtryk for det)"

Efter min nat snak med min kp, bliv jeg ked af det, hvorfor ved jeg ikke. Dagen i dag har ellers været okay, selvom at jeg kun var i skole i to timer. Og så her til aften var jeg til pilatis(staves?) sådan nået med vejr trækninger dybt ned i maven osv. Det er nok sidste gang at jeg gør det, det var lidt svært, ikke fordi at jeg synes at det kom for "tæt" på, men svært som i, ja svært. Det minder lidt om body flow, hvis nogle af jer kender til det. ;) 

I morgen står den på træning i en time ca, inden skole. Jeg glæder mig, og må ærlig indrømme at jeg ikke føler at det jeg var til her til aften var træning, jeg mener (nok mest Spiseforstyrrelsen) træning skal jo være hård så man får pulsen op?! Måske er det bare mig som tænker sådan? 

        Billede taget for ca en til to uger siden. 

       Fik købt disse lækkere tørede bananer i dag, 

        20kr for 450gr. I kiwi. :) 

Træning i morges og træning i aften....

Jeg fik trænet i morges, og regner med at gøre det igen i aften, selvom at min kp og en ven siger at det er usundt at gøre det to gange om dagen. Tvilver jeg på om de har rat. Jeg gør det jo for at det ikke skal ende galt og for at jeg kan komme i form. Må indrømme at jeg hele dagen har tænkt på at tage op for at træne.. 

Indtil vidre er det kun endt galt en gang i dag. Og vi har lige spist, er det så ikke okay at tage op for at træne for at det ikke skal ende galt?! Hvis det nu kan få mig til at lade vær med at gøre nået godt.... Så burde der jo ikke være nået problem, det er jo kun 2-2 1/2 time bare i dag hvis jeg tager op for at træne nu her.... 

2/3-14.

Jeg vender tilbage til bloggen her. Og får delt bloggen op med opskrifter, privat osv. Bloggen her er mit hjertebarn, mit et og alt. Selvom at jeg godt kan have svært ved at fortælle andre at jeg altså har denne blog. Måske fordi at jeg lidt skammer mig over at jeg altså på papierne har bulimi og ikke anoreksi som nogle har trodet at jeg har. :)
Lige pt, går det bedre, sygedommen fylder stadig. Og aliveller føler jeg mig ikke så syg mere som jeg kan se nu at jeg har for nogle år siden. Men man kan da ikke dele det op sådan?. For igen kommer det jo ikke an på hvor meget man vejer. Det er jo bare et ud af de mange symptomer, som ligger bag sygedommen. Men jeg kan mærke at jeg har det bedre, Ligenu. Måske fordi at jeg er begyndt at træne dagligt. :) 

Tilbage til bloggen?

Jeg overvejer at gå tilbage til bloggen her. Det har jeg jo gjort før. Og det virker jo lidt kikset for mig at have to blogs?.
Jeg ved ikke... Den har jo efterhånden "eksisteret" i 2 år"

Om tanker, og Herning.

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte henne, måske skal slet ikke starte der hvor der står start? Men bare starte i midten? Eller til sidst?.
Blodprøverne var fine, kcalium tallet var fint og lå på 4,1ca. Aliveller er jeg bange for at min krop lyver? Jeg lyver…. At det bare er nået jeg finder på…
Jeg prøver på at lade vær med at spise brød, slik, eller ginnerraldt bare sukker…. For hvis jeg spiser det ender det jo bare galt, ik?! Det er i værtifald det jeg bilder mig selv ind. Det endte jo kun også galt en gang igår. Pga brød.
De(psyk) har sendt en henvisning til dem i Herning, igen. Jeg synes at det er pinligt! Og kan ikke lade vær med at tage sårende på forskud. For de mente jo sidste gang at de ikke kunne gøre mere. Og så kommer jeg bare vadende, igen! Prøver igen, for nu er det også snart 1,5 år siden at jeg startede der nede, eller 2år. Og ca 1 år og 2 måneder at jeg stoppede. Kan ikke lade vær med at tænke, “jeg håber at de ikke ville tage mig i behandling” “det går jo godt, nu” “jeg har det jo ikke skidt, nu. Og har ikke dumme tanker om at livet ikke er nået vær, som jeg før har haft” “og jeg vejer jo også ca 6kg mere nu end da jeg startede i behandling og stoppede der, burde jeg så ikke smide dem igen, baaare så de kan se at jeg ikke er kommet længre?”. Måske er det derfor at jeg prøver at spise “sundt”. Og overvejer om jeg skulle smutte op for at træne for anden gang i dag.. Grænseoverskridende at indrømme! Pinligt, og skamfuldt?. NEJ! Det kan umuligt være derfor! Og prøver at skubbe de tanker væk, jeg vil også gerne være i god form til Søndersø løbet, og have en flot krop til sommer, det er jo meget normalt at man gerne vil have en flot krop og ikke en krop der “hænger”. God undskyldning?. De andre skal have mini pizza til aftensmad, “spiser jeg det, ender det jo bare galt” køre tankerne. Så heller yoghurt med æble, banan og blåbær eller en potion salat med lidt af vært..
jeg er bange for at “sygedommen”er ved at vise nogle andre ansigter, at det ikke kun er fordi at jeg ville leve sundt og undgå at det ender galt, men at den gerne vil have at jeg skal tabe mig fordi at jeg skal til samtale dernede?! Det forvirrer mig virklig, for hvornår er det den raske side som styrer? Og hvornår er det sygeside?

Jeg undskylder dette indlæg. For det er højest sansynligt bare den sygeside som fylder lige pt.. Igen…

Når to sider slås.

Jeg prøver stadig at holde min kostplan, da det jo lykkes mig at holde den i 2 1/2dag i sidste uge. Vilket jo ikke er sket siden sommerferien. Men uandset hvor meget jeg prøver, lykkes det mig ikke at holde den, jeg prøver virklig at spise det jeg skal uden at snyde. Men jeg skal Jo holde den?! hvis jeg vil have det bedre?! Eller burde jeg BARE tage mig sammen?! 

Jeg har i det mindste spist min morgenmad i dag, aliveller føles det ubehaligt. Selvom at der var mindre müsli, da jeg er løbet tør for den jeg plejer at få, og jeg har købt en anden youhurt. 

Tankerne om at tabe mig fylder meget fortiden. Også selvom at jeg snart har været på min "rigtigt" vægt i snart et år (+/- 2kg) er det stadig svært at accepter. :( 

Bliver det mon nogle sinde bedre? Jeg har hørt at folk siger at det gør!? Men hvad nu hvis det kun gælder for dem, og ikke mig?!. 

Jeg hader når de to sider river og flår i mig, den "syge" side som vil have mig til at tabe mig, spise mindre, dyrke mere motion. Og den raske side, som gerne vil alt det alle andre "normale" ikke Spiseforstyrrede mennesker gør. Men aliveller har svært ved at slippe "det som ødelægger" mig. Selv når jeg prøver at lade vær, kommer der en ubehaligt følse i mig. 

Jeg er da ligeglad, jeg da ligeglad.

Okay, jeg er da ikke helt ligeglad. Men engang i mellem er jeg. Lige fortiden?! Det hele giver ingen mening, og fik tilbage fald mth. Med selvskade i morges/ i dag, personalet ved intet. De kan jo aliveller intet gøre, og får aliveller avide "at det er jo ikke godt" og det er jo ikke godt, men jeg kan bare ikke find ud af at handle anderledes. Jeg får nok efterhånden tit avide at det er vigtigt at jeg tager ansvar, men jeg har aldrig lært ligesom så mange andre på min alder, om hvordan man tager ansvar. Der er så mange ting som jeg stadig mangler og at lære. 

Jeg har lavet en "ny" blog, Etskridtilivet.wordpress.com

Privat.

Jeg vælger nu at gøre min blog privat. Send evt en mail. Hvis du stadig vil følge mig :)

Jeg er også bange....

Jeg er også bange, bange for at miste bulimien, den gør mig tryk. Måske lyder det sygt, men det gør mig trykt at jeg bare kan spise en masse uden som sådan at tage på. Samtidig skræmmer det mig, for min mave gør ondt, nu. Jeg mindes ikke at have spist SÅ meget, ca 2 filtre poser popcorn, et glas coca cola zero, lidt under 1/2 appelsin, og nået varm kakao på letmælk og nogle bolsjer . Men for at det ikke skal være løgn ligger der allerede 3 bollerpå brød resteren. Jeg burde gå hen og kyle dem ud. For når jeg tænker mig om, så hjælper de mig ikke ligefrem med at få det bedre. Endeligt tror jeg ikke at jeg har lyst, måske bare mere fordi at jeg ved at jeg kan. 

Hvorfor skal det være så svært at kæmpe sig ud? Kæmpe sig fri? Hvorfor findes der ingen manoial som forklar præcis hvad man skal gøre, helt ned til mindste detalje. Det kun være rart. Nej. 

Dagen har ellers været okay, jeg har været i skole, og faldt først i søven ved en 4-5 tiden i dag. Angste var også på besøg i går aftes, tankespind. Jeg græd. Men jeg følte mig lettede begefter og hade brug for nået som gjore mig "glad" så jeg fik en kop kaffe med mælk. Så jeg lage vågen til langt ud på natten. 

Snart vil jeg gå i seng, og prøve at fortælle mig selv at i morgen bliver alt ting bedre. 

Hvad gik det galt?

Jeg siger til mig selv at jeg IKKE skal have pizza til aftensmad, for det ender galt, det ved jeg. Og jeg hade allerede kværnet ca 6 boller, og nej det er ikke fordi at jeg tænker "nu har jeg lige spist boller så nu fortjænder jeg ikke pizza" men fordi at min krop bare ikke har godt af alle disse opkastninger som jeg udsætter min krop for lige fortiden! Eller hele tiden. Så jeg fik lavet lækkert aftensmad bestående af 1/2 butternut squas, hytteost, løg, kylling, og rødpeber. Og jeg gik ikke ud på badeværlset, og det gjore jeg heller ikke til morgen mad/ frokost. Men efter at der ca er gået 1-2 timer, ender det galt, og jeg fik spist 5 boller og nået smoothie, jeg synes ellers at det gik SÅ godt, så jeg kan ikke se hvor det endte galt henne?! Frustreret? JA! 

Jeg skal ud og at spise i morgen, og jeg er nervøs, for igen frygter jeg bare at det ender galt. Men jeg må prøve at spise sundt, det er møj svært når djævlen konstans sidder på en. 

Jeg har lige spist kage, jeg har for at sige det mildt sagt, bare lyst til og gå ud og få det "overstået" men det gør det jo ikke meget bedre? Det hjælper mig jo ikke ligefrem! Men gøre blodt bare det HELE meget være, et skridt i den forkerte retning! Skide ambivalens! 

"DU TAGER ikke PÅ AF MAD FYLDE!"  "mad er sundt OGSÅ kage!" "alt mad er sundt i de rigtige mengter" 

Årh det er svært, men jeg synes virklig at jeg prøver, jeg må lade vær med at slå mig selv i hovet med en mursten, det er jo bare kage, UDEN æg. Og jeg må jo snart lære at lade vær med at overspise når jeg skal sove ;) men et eller andet sted er det jo godt? Ikke? Jeg tænker, det er jo nærmest der hvor min krop får lov til at "beholde" maden. 

"DU SKAL IKKE GÅ UD OG STIK EN FINDER I HALSEN!!!!!!!!!" 

Det bliver bedre.

Jeg har lige sat opvasken over. Og sat bollerne i ovnen, spist formiddags mad og sidder nu og skriver og drikker kaffe. 

Klokken er over 14. Og jeg har lige spist morgenmad/frokost, den "nye" skyr med pære/ vanilje og hytteost blandet sammen, da jeg rejser mig og vil gå ind på værelset, personalet skynder sig hen og stiller sig forand døren så jeg ikke kan komme ud "her er for meget larm" siger jeg, "så ber jeg dem om at dæmpe sig" og jeg bliver nød til at sætte mig pænt på stolen, mit hovde larmer, jeg kan ikke holde ud af at være i så meget larm, jeg bliver bims af det og har allermest lyst til at råbe og be dem og at holde ders kæft. 

Da der er gået nok 4-6min går jeg igen en mod døren, personalet kalder, men jeg går, går ind på værelset og sætter mig sengen, personalet kommer ind og jeg forklar ham "bare fordi at jeg går, er det jo ikke ens betydning at jeg vi, gå ud på badeværlset, jeg prøver faktisk at kæmpe!" "Jeg prøver at sige til mig selv at min krop fortjænder mad, jeg ved godt hvad der efterhånden er svært for mig at beholde nede, fx, brød, kage, slik, alt det usunde, men alt det der er sundt prøver jeg faktisk at beholde nede, bare jeg ved hvad det indeholder, jeg ved at aftensmad er svært fordi at jeg ikke ved hvad det inderholder" jeg tror at han forstod, og når jeg ved hvor det ender galt, er det også nemmere at forklare? Og sige til, altså når jeg kan. Og spiseforstyrrelsen ikke larmer og siger "du kan jo altid gå ud på badeværlset" 

Jeg tror at det bliver bedre, det er iværtifald det folk siger, man skal jo bare tro på det først og det kan godt være svært når man selv står i det. 

De der dage. I'm BACK

Mine øjne glider hen over reklamerne, tanken om hvad jeg skal købe gør mig nærmest høj ved tanken, og det føles som om at der er 1 million sommerfugle i maven. Pejer ud hvad jeg skal købe, har jeg mon råd? Jo det har jeg, 200-300 kr må være nok. 

Da jeg står og skal til og betale, er jeg bange for at personen bag disken kan se lige igemmen mig, jeg kigger rund for at være sikker på at der ingen som jeg kender. Skynder mig at pakke mit "fix" sammen og ud af butikken, åbner en pose vingummie, og stopper den ned i lommen, "ingen kan rør mig nu, intet ondt kan nå mig nu, maden beskytter mig". 

Da jeg kommer hjem låser jeg mig inde på badeværlset, og begynder. 

Vafler med smør og is? Jov hvorfor ikke og så lige lidt flødeskum hældet ned med lunkent vand. 

Jeg stopper først da min mave gør så ulidligt ondt at jeg allermest har lyst til at ligge mig ned på det varme badeværlse gulv. Men tvinger det op, jeg lukker af, det skal ud, ud af min krop. 

Begefter er jeg træt, og tung i kroppen, jeg vil allerhelst sove. Sove så jeg glemmer alt. 

Dette er bare én af mange gange,  jeg kan beskrive hvordan en af mine overspisninger ser ud hvor jeg har handlet indtil det. Faktisk er det langtid siden at jeg har handlet ind til et flip og efter sat mig ud på badeværlset. Vilket jeg er glad for,  for det kan ikke beskrives med ord hvordan man/jeg har det efter en overspisning eller alle de gange jeg har kastet op, ikke kun efter en overspisning, men også bare mad, morgenmad, frokost, aftensmad osv osv.. Jeg lukker nok mere eller mindre af når jeg gør det, mærker ikke mig selv, for det gør man jo ikke?! Man bliver efterhånden til en Tom skal.

Men jeg må nok indrømme at jeg både igår og i forgårs ( D. 17 og 16/1-14) købte bland selv slik for næsten 50kr, jeg er virklig IKKE stolt! Faktisk skammer jeg mig! For jeg kun jo ha brugt de 100kr på andre lækkere ting. Men jeg kan ikke gøre så meget nu. Sket er sket. Men jeg kan ligge mit hovde i blød, og tænke "hvad kan jeg gøre hvis det sker igen?!" Fx. Kun jeg ringe til personalet, eller en god veninde/ven som ved hvad jeg kæmper med. Men det ER svært, når jeg tænker over hvor mange år jeg efterhånden har været syg i 6-7år, så er det ikke BARE sådan lige til at ændre på tvingende fra dag til dag.  

Dog er jeg begynd at sige til mig selv. 

"Min krop fortjænder mad" 

"Mad er IKKE farligt" 

"Jeg bliver ikke tyk eller fed af mad fylde" 

Da det sidste nævnet nok er det som skrammer mig mest, MAD som ligger i MIN mave, jeg kan mærke det og min bukser strammer, tøjet strammer, så må jeg jo blive tyk?! 

Men for rat mange normale mennesker (i min verden er man normal hvis man ikke kaster op, overspiser eller har Spiseforstyrrelse symptomer) er det jo normalt, hin psykologen som jeg hade da jeg gik i behandling hos CFS, fortalte at når hun hade spise mad, og var mæt, så kun hun også finde på at knappe sine bukser op, eller lige ligge sig hen på sofaen, for det er jo 'normalt'. Og det er det jo også, men i mit hovde kan jeg bare ikke rigtigt få det til at hænge sammen, det er altså svært at få til at hænge sammen. 

Men mit i alt dette skriverrig er der faktisk også nået posetivt, hurraaaaa. 

Jeg har de sidste par aftnerne, når jeg har spist nat mad, komt til at spise FOR meget, altså vi snakker om ca 5-6 stk boller eller 6 skv toastbrød. Vilket jo er meget, altså at spise 6 skv toastbrød på engang?! 

Men jeg prøvede at sige til mig selv, " min krop fortjænder mad" " jeg bliver IKKE tyk eller fed af mad fylde" 

At jeg så spiste nok 5-8pande kager til nat mad i aftes er jo heller ikke godt, plus at jeg kastede nået af det op, men jeg stoppede mig selv! Vilket jeg er stolt af også selvom at det ER svært at accepter at maden ligger i maven fordi at det føles forkert, så er det den rigtigt vej. 

Et skrit af gange, nogle starter forfra jeg starter bagfra. ;) 

Knus..... 

4/1-14

Klokken er snart  halv 4. Det er nat. Jeg har igen vendt om på nat og dag. 

Hun spørger om jeg har skadet mig selv siden igår. Jeg siger ja og hun ber mig om at vise mine ar, fortæller hin at de bare er overfladiske, hun siger at jeg er for hård ved mig selv og at jeg får nogle grimme ar. Jeg giver hin rat. Men jeg føler at jeg sidder fast at jeg ikke selv kan vikle mig ud. Det gør ondt og der er komme flere ar i dag og endnu flere opkastninger. Jeg lavede hin ellers at jeg nok skulle aflever de ting så eg ikke kun skade mig selv. Jeg ved jeg burde, men jeg kan ikke. Uandset hvor meget jeg ville. 

Jeg skal til samtale på psyk på tirsdag, jeg er bange, og nervøs, bange for at de vil fylde mig med piller og at jeg bliver stor som et hus. Nervøs for hvad de siger til mine ar som jeg har haft tanken om at fortælle dem. Mon de er ligeglad? Jeg har allermest lyst til at be dem om at passe  mig, tage ansvar for mig i en periode bare til at jeg igen er parat til at tage ansvar for mig selv.