Om at spise ude og angsten for at gå alene hjem....

Jeg har været sammen med min far i dag,  vi var ude at spise. Så hyggeligt og lækkert på samme tid. Ligenu er jeg på vej hjem fra bilka af og har i mens at jeg blogger en ven i røret. Jeg brøder mig virkligligt ikke om at skulle gå alene hjem, eller bare ginerraldt fx at skulle løbe en tur om aften eller rundt om søen. Puha.
Godt at jeg snart er hjemme, om ca 1- 1/2km.
Var jo ude at spise med min far på kiniske restaurant. Mums og nu er der også  kommet is ta-selv så det var bare Mums med mums på ;)
Jeg har fundet ud af nået som jeg skal ha arbejdet med! :
1). Sig til når jeg kan mærke sult.
( jeg kan virklig bestemt IKKE lide at indrømme det, det føles så forkert!)
2). Prøve at give mig selv lov( fx at spise 100g vingummi/lakris eller 60g chokolade står der fx. På min kostplan. Og prøve at acceptere det uden at føle mig forkert begefter <--- det bliver svært!)
3). IKKE snyde med maden, (når jeg prøver at holde min kostplan, det får jeg bestemt ikke nået ud af og jeg bliver ikke mere rask af at snyde eller at prøve at lave min ejen kostplan, ud fra den jeg har fået fra cfs.  )
4) vende mig af med at tælle ALLE. Kcal,( det ender aliveller galt sener på aften!)
-sarah-line.
Ps. Om ca 200m er jeg hjemme ahee. :)

I dag....eller igår....

Der sker ikke det vilde fortiden, faktisk ingen ting, tror jeg.
Jeg har bagt banan-boller i dag, og gud hvor var de lækkere! Det er gået skidt hele dagen, fra morgen af og indtil aften, spiste jeg næsten ingen ting, og efter aften og til nu, har bulimien bare haft kontrolden over mig. Jeg er så frygteligt bange for at dø, eller at min krop på et eller andet tidspunkt giver op. Selvom at jeg ikke kan "mærke", så er jeg bange aliveller. Jeg ved jo ikke hvordan mine blodprøver ser ud, eller calium ser ud. Måske er det det som bekrømmer mig?!.
Jeg har en læge tid D.30 i denne månede,- lige pludselig kan jeg slet ikke se nogle mening at skulle tage til læge, måske vil jeg bare have at hun skal "se" mig. Jeg overvejer at aflyse den, men samtidige, kan jeg få spurt om blodprøver.. hm hm.
Anja og Viktor 3.... Køre der ud af på mit tv, nået skal jeg jo se ;)

Varm dag....

Jeg har spist morgenmad og formiddags mad i et, (?!) Skyr, fromage frais, light hindbær-Blåbær syltetøj og lidt sødemiddel. + en kop kaffe med mælk. Og så regner jeg med at tage nået knækbrød og honningmalon nu her om 1/2 times tid.
Jeg var på min målvægt i morges. Hvorfor er det at jeg ikke bare syntes at det ER godt nok? Hvorfor bilder jeg mig selv ind at jeg er gladest når jeg er tynd? Hvorfor kan jeg kun acceptere min krop (!) Når jeg er tynd og vejer under 50.. Det giver jo ingen mening, for jeg føler mig jo stadig tyk og fed, når jeg vejer 45 eller 50.
Nå lige meget.
I dag bliver det varmt! Aee, så kan det være at jeg aliveller kan nå at få lidt sol og blive brun på min alt for blege danske krop ;)
Håber at i andre nyder varmen og de 26grader som vi gerne skulle nå at komme op og rør i dag, og HUSK, HUSK HUSK HUSK, at drikke rigeligt med vand i dag, gerne mere når det ER varmt, 2-3L

Den der tynd følse der.

Hvordan kan det være at jeg føler mig mest tilpas, flot og mest vær når maven er helt flad?! Alt andet dur ikke, jeg føler mig nået vær, flot, pæn, osv når jeg er tynd og vejer 45kg eller under. Jeg tror at der er mange med den sygedom som har det sådan?! Også selvom at den ikke handler om vægt og udsende, men ligeplusseligt bliver det vel bare det man fokuser på.
Ligenu ligger jeg i min seng, stod op for ca 1,5time siden. Da jeg skulle have morgenmad. :) og så er den blå himmel og solen ved at dukke frem bag de grå Skyr. Syntes dog godt at blæsten kan tag at forsvinde. ;)

At turde give slip....

Jeg ligger i min seng, det er ved at være halv mørkt nu. Jeg har grædt i dag, og mine øjne har her til aften/ hele dagen + igår været våde. Måske har jeg været får hård ved mig selv og har haft svært ved at give slip? Sådan har jeg det. Spiseforstyrrelsen dander et usynligt tæppe omkring mig, så jeg har svært ved at mærke mig selv, men jeg kan fx godt mærke hvis jeg har overspist for der gør maven ondt (og det har jeg det godt med!?) Eller hvis jeg har været selvskadende, eller haft ondt i maven pga opkastningerne. Den "smerte" kan jeg godt mærke. Men ikke de andre følser. Jeg har heller ikke været så glad på det sidste. Jeg har nok savnet at have folk omkring mig, at blive holdt om, krammet osv. Men hvis jeg så bliver spurt om jeg kan være sammen med en veninde som jeg fx ikke har set i over 1år, så bagger jeg ud. For det bliver lige pludselig for meget?!
Jeg håber snart at det vender. Måske gør det det når jeg starter i skole?.

Det er søndag i dag, Ligenu er jeg der hjemme og ligger på gulvet. Prøver at finde ud af mine følser og overvejelse om hvad jeg skal svar natte vagten, som har spurt om jeg er klar til nat mad. Endlig overvejer jeg at svare nej, men spiseforstyrrelsen larmer og fortæller at jeg skal have mad, jeg kan jo bare gøre som jeg gør med alt andet mad. Jeg kan ikke overskue at skulle sige den imod og samtidig har jeg bare lyst til at låse mig inde og aldrig komme ud.
Jeg var hos nået familie i weekendten, endligt rigtigt hyggeligt, selvom at jeg følgte mig lidt malplaceret. Igår var jeg til abc beatch party, rimeligt fedt :)

2 Dage....

Jeg ved ikke hvordan jeg skal vise det, og alligeveller kan jeg ikke lade vær med at være ligeglad? Jeg har i dag (!!) Haft 2 HELE DAGE UDEN OPKASTNINGER OG OVERSPISNINGER!! det er virklig stort for mig det er nok, hvad. Over eller mindst 1/2 -1år siden sidst! Desvære kan jeg ikke helt prale med at jeg har spist nok! Er (desvære) begyndt at tælle (dumme skide lorte) kcal igen. Var endeligt kommet fra det igen. Men nu, er jeg faldet tilbage. Og hvor er det altså svært at komme op fra den grøft igen. Dog tror jeg godt at jeg ved hvad grunden er ( skriv jeg hvis lidt om for 1-2 indlæg siden?!), og aliveller kan jeg ikke komme væk fra min "redningsvest!"
Må indrømme at jeg virklig ser frem til weekendten, hvor jeg skal være sammen med min kusine og min pap(?) Kusine, (som jeg nu, ligenu har bestemt at kalde for kusine!) Og aliveller kan jeg ikke lade vær med at tænke en masse tanker "hvordan kommer det mon til at gå?" "hvad skal vi have at spise?" "Kan jeg mon lade vær med at ty til bulimien?" "kommer jeg til at sulte mig selv?" "hvad skal jeg leve af" " mon de har Skyr?" "er jeg tyk? Fed?" "han man mon se at jeg har tabt mig, lidt?" Osv osv. Dumme tanker.
Jeg har endnu IKKE fået kontaktet min læge, jeg burde! Burde ringe og sige til hin "hjælp mig! Jeg vil jo ikke være syg resten af mit liv! Jeg vil leve! jeg har været syg nok! Du er læge du skal hjælpe mig" - lyder måske lidt dumt? - lyd bedre i midt hovde!
Burde endligt gå i seng, - ser nynne for anden gang nu.
//sarah-line.

Svært....

Det har været svært i dag, altså det med maden. Efter igår. Sf vil have mig til at tabe 11kg til min fødelsdag. Og jeg har fået under 500kcal. Selvom at sf prøver at overbevise mig stort om at jeg har fået meget mere. Det er svært at lade vær med at tro på den. Jeg bliver nærmest angst ved tanken om at jeg ikke har regnet rigtigt. For hvad nu hvis jeg har indtaget nået jeg ikle viste om, eller hvis nu nogle har slået mig oven i hovet og jeg er besvimet eller hvis der nu nogle har sprøjte flydende og usynligt fedtstof i min sodavand eller youhurt.
Jeg hader når spiseforstyrrelsen bestemmer så meget! Og jeg ikke har en jordisk chance for at sige den imod, jeg må bare vente til dagen efter og håbe på at dagen bliver bedre.
//sarah-line.

Is med far....

Jeg har været udenfor i dag, (hurra, og er stadig) eller min far ringede og spurte om jeg ville med ned og at grille hos min faster, sage ja. Han hentede mig ved 17-18 tiden og så kørte vi ned og fik is ved frøken frost, som sælger italiensk is, Jeg fik 5 kugler,
Vandmalon, hvid chokolade, æble, blodappelsin og redbull. Mums det smagte godt :) prøver at sige til mig selv at det ER iorden, mest fordi at det er gået skidt med maden i dag. Jeg håber virklig at det snart går godt, kan mærke at spiseforstyrrelsen er ved og at have godt fat i mig igen. Puha.
Jeg har love en, at jeg skal prøve at kontakte min læge på mandag. For at snakke med hin om der ikke snart kan ske et eller andet. Få nået mere ordenligt hjælp, for det her går snart ikke mere.  Jeg har en kostplan, men den kan jeg virklig ikke holde og jeg bliver nød til at få hjælp til at få stoppet mine opkastninger, som stadig ligger over 3 om dagen, hvis ikke mellem 2 og 6 ca.
Det er hård, vær dag. Og jeg føler at jeg gemmer mig mere og mere væk. Jeg svare ikke mine veninder eller venner, mest fordi at jeg ikke kan overskue det. Og igår føles det at Skulle rode op så uoverskueligt, så lod vær og det roder stadig.
Jeg har næsten lige snakket med min pap onkel (min fasters kæreste) vi stod og snakkede lidt, fordi at jeg kiggede i en bog om dukan diæten, han spurte så om hvordan det gik med mig om at holde vægten, var tæt på at græde, det er så hård at alle tror at jeg har det godt, fordi at jeg er på min målvægt. Men i virklighede har jeg det bare skidt med at jeg har taget lidt over 6kg på. Det fortalte jeg også ham. Han fortalte at jeg altid var velkommen til at komme ned og at snak, sage tak, selvom at jeg har svært ved at gå til andre når jeg har det svært. Nok mest fordi at jeg ikke tror på at jeg har det skidt.
//sarah-line.

I ingentings land....

Jeg prøver at lade som ingenting, som om at det jeg gør er helt normalt, jeg prøver at ungå hin, prøver at gør mig selv usynligt, prøver at skjule at jeg har puttet 8æg på panden, fordi at den enten skal være 4 eller 8. Og 4 så alt for lidt ud.
Jeg må åbenbart ikke ha været usynlig nok, for hun opdager mig med det samme da hun træder ud af døren, "ej det skal du altså ikke i gang med nu" "der må du undskylde jeg trode at du var gået igang med at bage" "der er jeg ikke og det må vi jo heller ikke".
Det minder lidt om igår da 2 venner og jeg var taget i bilka, vi hade købt is ( nok mere mig, da jeg hade betalt) jeg turde ikke at gå ind med den eller gå med den da jeg var bange for hvad min kp ville sige.
Så nu sidder jeg bare her igen, og tallende som ikke burde betyde en masse køre rundt i mit hovde. "Jeg vejer faktisk for meget", "jeg er tyk, jeg kan godt tillade mig at tabe mig, det ville folk aliveller ikke lægge mærke til, de har jo ikke sagt nået til at jeg har taget på"
Det er jo heller ikke fordi at jeg ikke ville, altså ville være rask. For det vil jeg altså godt. Men det er bare ligesom (som jeg også har nævnt før) om at alle omkring mig er ligeglad eller opgiver hurtiger end mig. Jeg har nu gået i over (?!?!) 1/2 uden nogle former for behandling, altså med mindre at man kan kalde det behandling som jeg får / fik ved min læge, vi snakker her om ca 20-45min ( der i mellem) samtale 1 (!!!!) Gang om måneden. Og her hvor jeg bor, skal jeg side ved bordert ca 1/2 time efter at jeg har spist ( vi snakker kun aftensmad her ca) jeg føler stadig ikke kostplanen og kommer nok heller aldrig til det, jeg vil endligt godt, men der er sku for meget mad rund omkring, til at jeg kan holde det ud! Jeg tror endligt at det ville være en lille smugle nemmere hvis jeg bode helt for mig selv.

Sommerferie....

Jeg har sommerferie, og jeg glæder mig allerede til at starte i skole igen. Det var nået andet sidste år, siger jeg til mig selv, for der gik jeg jo i behandling og hade ligesom nået at se frem til. Nu ser jeg bare frem til at jeg skal starte i skole om 6 uger.
Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge min ferie på, jeg er ligesom fyldt op, fyldt op af tomhed og ingenting.
Jeg har fået avide at jeg skal sætte nogle mål, men lige pt har jeg ingen mål (!) Kan ikke komme i tanke om nået som gør mig glad. Eller nået som holder mig oppe.
Spiseforstyrrelsen fortæller mig at jeg burde tabe mig, og jeg kan ikke lade vær med at give den rat, "så har jeg jo også nået at give mig til" om hvor meget jeg kan tabe mig på ca 6 uger. Jeg hader mit hove, det frustrer mig at jeg ikke har styr eller kontrol over mine tanker.
Måske skulle jeg bare sætte mig et mål om at byg en stige der er så lang at jeg kun klatre op til månen. Eller måske lede efter enden på regn bugen, og håbe på at lykken findes et sted. Hvor der er plas til mig.