D. 24/05-14

Jeg tror at det er ved at være lang tid siden at jeg har skrivet her inde. 

....Men jeg er her endnu. 

Det er vel godt, ikke?!

Jeg endte ud med tåre i dag, og igår, også. 

I går var det fordi at jeg skimte min kostbog, hvor jeg skriver, hvad jeg får i løbet af dagen osv, 

Så bliv virkelig ked af at se hvor mange opkastninger jeg hade, jeg kan ikke lade vær med at tænke "hvorfor tager du dig ikke bare sammen!" 

Og i dag var det fordi at, jeg bare var træt af alting, livet, at kæmpe vær dag, det tager så ufatteligt hårdt på mig, og tankerne var der igen "at det ville være bedst hvis jeg ikke var her" 

MEN....

I mellem alt det her tåre halløjsa, er der også sket lidt godt. 

Jeg har fået praktik plas, (startede i mandags) 

 Og jeg var nede på psyk i torsdags, hvor jeg mødte min kontaktperson, som jeg skal snakke med om 3 uger, vilket jeg lige pt slet slet ikke kan rumme i hovet, da jeg synes at der er lang tid til. Endnu være er vel (eller det kommer vel an på hvordan man ser på det) at jeg til august skal starte i nået  gruppe halløjsa med nogle andre. 

Puha kan virkelig slet slet ikke rumme det i hovet, nok mest af alt fordi at jeg bare gerne ville igang nu, og nok ikke hade regnet med at behandlingen for alvorg først starter til august. Hvor jeg skal fortælle om hvordan jeg har det( er det ikke det man gør) snakke om mine problemer sammen med nok 10 fremmede + 2 psykologer  som jeg aldrig har mødt før. Ligenu er jeg nok ikke så vild med idén. 

OG at jeg i sidste uge hade 4,5 dage uden opk. 

....

Jeg undskylder for at jeg ikke har haft skrivet i et stykke tid nu. 

Men der har været for mange ting, bl.a. Om jeg skulle forsætte med at have denne blog,  lade vær med at skrive, men gør sådan at folk stadig kan læse den. Og at folk kan kontakte mig hvis de har brug for oplysning til opgaver på. Studiet fx. 

Behandling, har også fyldt rigtigt meget og jeg står nu og skal til en ny samtale på psyk, om 14 dage. 

Tankerne om at tabe mig er der vær dag, "for man "glemmer" jo at du har et problem når du er normal vægtigt" var der en der sage til mig for et stykke tid siden. Hvis det ikke var fordi at jeg var så bange for at slippe opk, så hade jeg nok tabt mig. Men jeg har nok bare glemt hvordan man gør. 

Nogle gange tænker jeg på hvordan jeg ville have haft det hvis jeg ikke var syg, hvordan jeg ville ha set ud, ville jeg så stadig ha vejet 10kg mere eller ville jeg ha vejet mindre? Hvad med vennerne og veninderne? Ville jeg ha haft overskud til og at se dem? Eller ville de ha svundet ind ligesom nu? Livet er en underlig str. Det samme med verden, for selvom at verden er så lille, er den aliveller stor nok til at rumme over 7 milliarder mennesker, plus jordskælv, tunarmier, oversvømmelser osv osv. Det er altså lidt skørt at tænke på. :)