4/1-14

Klokken er snart  halv 4. Det er nat. Jeg har igen vendt om på nat og dag. 

Hun spørger om jeg har skadet mig selv siden igår. Jeg siger ja og hun ber mig om at vise mine ar, fortæller hin at de bare er overfladiske, hun siger at jeg er for hård ved mig selv og at jeg får nogle grimme ar. Jeg giver hin rat. Men jeg føler at jeg sidder fast at jeg ikke selv kan vikle mig ud. Det gør ondt og der er komme flere ar i dag og endnu flere opkastninger. Jeg lavede hin ellers at jeg nok skulle aflever de ting så eg ikke kun skade mig selv. Jeg ved jeg burde, men jeg kan ikke. Uandset hvor meget jeg ville. 

Jeg skal til samtale på psyk på tirsdag, jeg er bange, og nervøs, bange for at de vil fylde mig med piller og at jeg bliver stor som et hus. Nervøs for hvad de siger til mine ar som jeg har haft tanken om at fortælle dem. Mon de er ligeglad? Jeg har allermest lyst til at be dem om at passe  mig, tage ansvar for mig i en periode bare til at jeg igen er parat til at tage ansvar for mig selv.