rosè vin, og tanke spind.

Jeg sidder ligenu inde på værelset, og drikker et glas rosè vin. jeg har det godt, tror jeg, jeg ved det ikke. jeg ved ikke hvordan jeg har det, efter at en personale spurte mig " har du fået nok og at spise siden at du har taget så meget over på din tærklen?". og lige der gik jeg i stå, var tæt på og at græde. det remte mig, igen. det er ikke første gang at jeg får den kommentar og jeg tænker bare om de ikke kan være ligeglad? jeg er bange for om de tænker at jeg er tyk og ulækker at jeg bliver ved med og at spise når jeg nu er oppe på min målvægt. personalet spurte også om jeg frys siden at jeg hade lynet min sweter helt op, sage bare ja og rystet på hovet sammentidig, i virkligheden prøvede jeg bare på og at gemme den dobbelhage som sidder på mig, og jeg fik det nærmest dårligt over at tænke på at den sad der. Mine lår går imod hinanden, jeg er så ked af det, sådan som jeg ser ud nu, jeg føler mig så stor og fra stødende. når jeg får avide at jeg ser godt ud, kan jeg ikke lade vær med og at tænke "så jeg ikke godt ud før?" " hvordan ser jeg godt ud? er det fordi at jeg har stører lår end dig?, stører bryster, eller andet?"
jeg har lyst til og at komme væk fra min krop, og bare glemme den.  men jeg ved ikke hvordan. 
jeg føler mig som den allerstøste fiasko, netop fordi at jeg var så opsat på at nu skulle det famne være nu, nu skulle jeg bare holde min kostplan. men nu sidder jeg både med skam og had, fordi at jeg ikke har gemmenført min plan om at holde min kostplan, spise sundt og dyrke motion. Måske er det bare meningen at det skal være sådan? jeg har bare lyst til og at opgive, opgive lysten til og at få det godt igen, for hvad nytter det og at blive ved med og at kæmpe når jeg hele tiden falder i med hovet først?
jeg ved inderligt ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, jeg er træt af hele tiden og at skulle leve i dette her helvede, men sammentidig er det min bedste ven. den svigter mig aldrig.

//sarah-line