Igår bestemte jeg mig for at nu skulle jeg ha en tatoverning, jeg bestemte mig for at der skule stå "hope". for at mine mig selv om at der er håb, for mig, når jeg har det dårligt og allermest har lyst til og at give op så har jeg dette til og at kigge på..
jeg har tænkt lidt på at næste gange at jeg skal ha lavet en tatoverning, at enten skal jeg har lavet 1 stjerne for vært familie medlem (faster, onkel, fætter, kusiner, mor, far, bror og mormor) evt. ned af min fod, ellers skal jeg har skrivet " i <3 my family", for at vise hvor meget min familie netop betyder for mig, selvom at det ikke er særlig tit at jeg ser dem.
billede som i kan se, er min nye tatoverning, jeg er rigtigt glad for den!!
ligenu, sidder jeg bare i min seng, og drikker pepsi max af flasken. og så har jeg også været i bad, super dejligt..
det går stadig rigtigt meget op og ned. og jeg føler mig bare rigtigt stor og ulækker. når jeg har det sådan ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og overvejer og at blive hjemme fra skole af, fordi at jeg ikke kan overskuge og at være sammen med andre, jeg er bange for at jeg tvinger folk til og at være sammen med mig selvom at de ikke gidder. så er det jo endligt bare beddere og at være hjemme for der tvinger jeg ingen til og at være sammen med mig, kun mig selv.
ligenu har jeg ikke lyst til og at tage til Herning! jeg har ikke lyst til og at vise min psykolog at jeg er en fiasko! jeg har ikke lyst til at jeg gang på gang skal stå til ansigt til ansigt med fjænden. vægten, tallet, min krop, at skulle stå i undertøj forand hin, og spørgsmålen " hvordan går det?" "har du det godt?". osv.
giv mig en sandkas og en spiseske, så jeg kan grave mig selv ned. jeg ved ikke hvad jeg frygter aller mest, vægten, spørgsmålene eller tanken om at jeg måske skal stoppe hos hin. jeg er bange for at hun er den eneste i hele verden som jeg har så meget tillid til! at jeg kan snakke med hin om alting.
men sammentidige er det også hos hin som jeg føler mig allermest trykkeste ved i hele verden, for der ved jeg at der ikke er mad, ikke mad som jeg kan overspise i, glemme tankerne osv. jeg er tryk hos hin, hun hjælper mig. uandset hvor jeg ellers bevæger mig hen i den "store store verden" så er der mad! midt fix så jeg kan klare mig igemmen dagen, sørligt ja. men det er sådan at jeg har det engang i mellem..
nu ville jeg snart begrave mig under min dyne, luk øjende og drømme mig ind i drømme land..
//sarah-line
jeg har tænkt lidt på at næste gange at jeg skal ha lavet en tatoverning, at enten skal jeg har lavet 1 stjerne for vært familie medlem (faster, onkel, fætter, kusiner, mor, far, bror og mormor) evt. ned af min fod, ellers skal jeg har skrivet " i <3 my family", for at vise hvor meget min familie netop betyder for mig, selvom at det ikke er særlig tit at jeg ser dem.
billede som i kan se, er min nye tatoverning, jeg er rigtigt glad for den!!
ligenu, sidder jeg bare i min seng, og drikker pepsi max af flasken. og så har jeg også været i bad, super dejligt..
det går stadig rigtigt meget op og ned. og jeg føler mig bare rigtigt stor og ulækker. når jeg har det sådan ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og overvejer og at blive hjemme fra skole af, fordi at jeg ikke kan overskuge og at være sammen med andre, jeg er bange for at jeg tvinger folk til og at være sammen med mig selvom at de ikke gidder. så er det jo endligt bare beddere og at være hjemme for der tvinger jeg ingen til og at være sammen med mig, kun mig selv.
ligenu har jeg ikke lyst til og at tage til Herning! jeg har ikke lyst til og at vise min psykolog at jeg er en fiasko! jeg har ikke lyst til at jeg gang på gang skal stå til ansigt til ansigt med fjænden. vægten, tallet, min krop, at skulle stå i undertøj forand hin, og spørgsmålen " hvordan går det?" "har du det godt?". osv.
giv mig en sandkas og en spiseske, så jeg kan grave mig selv ned. jeg ved ikke hvad jeg frygter aller mest, vægten, spørgsmålene eller tanken om at jeg måske skal stoppe hos hin. jeg er bange for at hun er den eneste i hele verden som jeg har så meget tillid til! at jeg kan snakke med hin om alting.
men sammentidige er det også hos hin som jeg føler mig allermest trykkeste ved i hele verden, for der ved jeg at der ikke er mad, ikke mad som jeg kan overspise i, glemme tankerne osv. jeg er tryk hos hin, hun hjælper mig. uandset hvor jeg ellers bevæger mig hen i den "store store verden" så er der mad! midt fix så jeg kan klare mig igemmen dagen, sørligt ja. men det er sådan at jeg har det engang i mellem..
nu ville jeg snart begrave mig under min dyne, luk øjende og drømme mig ind i drømme land..
//sarah-line
Ingen kommentarer:
Send en kommentar