svært at tage i mod....

Det er svært at tage i mod hjælpen, jeg ved ikke hvordan man gør. endeligt føler jeg ikke at jeg får nået hjælp, eller det må være spiseforstyrrelsen som bilder mig det ind, jeg ville ønske at jeg bare kun tage i mod, og kæmpe mig fri fra dens fange arme. men det er svært, når maden fylder i maven, - bliver jeg ligeglad med alt, dem, mig selv. for hvis det var så nemt, hade jeg jo gjort det for længe siden, ikke?!
jeg har ikke lyst til at såre nogle, og samtidig føler jeg ikke at det er mig som er nået i vejen med, ikke mig som er syg, men alle andre. men aliveller er det mig som sidder med diagnosen.
han venter på mig da jeg kommer ud fra badeværlset af, jeg smiler bare til ham, og går ind i stuen, han kommer begefter ind og snakker med mig. han siger til mig at han hade regnet med at nu skulle han lige til og at rose mig, for at jeg hade klaret mig så godt, men at han nu ikke hade tænkt sig det aliveller, jeg undskylder, men samtidig kan ikke lade vær med at smile, hvorfor kan jeg ikke tage det bare en lille smugle seriøst?! det var jo det samme som da jeg gik i behandling og snakkede med dætisten, sad jeg også bare og smilede de første par gange, det er som om jeg bare slet ikke kan se alvorgen i det her. han siger at han føler at det er ham som har svigtet mig, jeg siger at det er det ikke, han fortæller mig at han ville ønske at jeg kunne fortælle inden at jeg fik lyst til og at gå ud på badeværlset, så han eller de andre kunne hjælpe mig, men jeg synes bare at det er svært siger jeg. jeg ville ønske at jeg bare kun sige det som det er. jeg tog nået pasta igen, og han sage at jeg da ikke kun spise mere, jeg ved ikke om han hade rat?! kun jeg overhovet spise mere? nået i mig fortæller mig at det er bedst hvis min mave gør ondt, eller jeg føler ubehag pga for meget mad, for så ved jeg jo at jeg HAR spist for meget, det føles mere ubehaligt, hvis jeg spiser det som andre kalder normal. det forvirrer mig.
jeg ville ønske at det var så nemt at kæmpe, og aliveler føler jeg mig ikke syg, "ha, jeg er jo ikke syg, har de overhovet se mig? jeg kun kalde mig syg hvis jeg hade anoreksi! de ville jo aliveller ikke hjælpe mig, men hvis jeg taber mig så ville de jo godt!?"
jeg sidder i tv stuen, er blivet indvitert med til fest, men kan ikke rumme det i aften. jeg har jo heller ikke råd til det. så det er nok meget godt. så kommer jeg heller ikke til og at sige nået dumt, eller gør nået dumt.

knus :)