tankerne, du ved.

Det er morgen, jeg træder endnu engang op på vægten, efter at jeg har tisset, først panikker jeg lidt inden vændigt, da jeg indnu ikke hade tisset, og jeg er sikker på at vægten kunne ha sprunget i luften, eller kun holde til mig, næsten 47kg, årh forhelvede da også, den første tanke rammer mig "fra i morgen af, der går jeg på kur, 800kcal om dagen, det burde være nok for mig når jeg nu aligeveller ikke "må" dyrke motion for en personale, ( ikke fordi at jeg overhovet gør det). 

men da morgenmaden er indtaget, glemmer jeg hurtigt min aftale med mig selvom at jeg skal ha tabt mig. og kort tid efter er jeg igen endt i armende på bulimien. 

nu hvor jeg tænker mig om, så må det vel være sådan det henger sammen? de samme tanker både morgen og aften, heletiden, jeg skal ha tabt mig, jeg kan jo godt tåle det, snakker spiseforstyrrelsen, og jeg ikke lade vær med at give den rat. 

hovet er boss, og rasten af kroppen har bare at makke rat.

det er hård at tage på, især nu hvor jeg snart skal til samtale i Herning, fordi at jeg ikke føler at jeg kan være bekendt at komme der hen når jeg ikke vejer under 45kg, og nu vejer jeg nok over 46, med mindre at jeghar glemt at kigge efter andre tal? :l

jeg ved ikke hvorfor at jeg tænker at jeg ikke fortjænder behandling når jeg ikke vejer det, min læge og personalet prøver også at forklare mig at det slet ikke er det som de kigger efter. synes bare at det er så svært at få ind i hovet, og kan ikke lade med at tænkeom jeg bare skulle ringe og at sige at jeg ikke kan komme den dag aligeveller, men så er det jo at lade spiseforstyrrelsen vinde!! 

og jeg har tænkt mig at spørger om min gamle dætist er på arbejde den dag  (og måske min psykolog) for at undskylde at jeg ikke holde vors aftale om at jeg nok skulle passe på mig selv. 

jeg kan bare ikke finde ud af om det er en dårlig ide, men jeg har tænkt mig at gøre det. hun er så sød, og jeg kun så godt lide at snakke med hin! :) 

Da jeg var ved lægen i torsdags ( d.7/3-13) spurte min læge mig også om hvad der skulle til for at jeg kunne lade vær med at kaste op, midt svar lyd bare "jeg ville ønske at jeg kunne have 1 hel dag uden opkastninger" hvor efter hun spurte mig om hvordan, jeg kun mærke at tår var på vej, men jeg fik formået at holde dem tilbage. jeg ville ønske at jeg på det pungt bare kunne give slip, og bare lade tårende få fridt løb. ligesom de 2  gange hvor jeg græd over for min psykolog, hun så mig, så mig de 2 gange, gav mig en saviet og lod mig græde ud.

eller ligesom den første uge da vi lige var startet i skoleigenefter sommer ferien, jeg græd vær anden dag og en af dagende 2 gange på en dag. om fredagen kom en lære hen til mig og spurte om jeg var okay, og jeg bryd fuld stendigt sammen, en veninde komhen til mig og jeg græd vidre i armende på hin i mens at jeg sage til hin at jeg ikke kun mere, da jeg var næsten også lige kommet op på min målvægt. 

jeg har ikke grædt endnu, i dette år, ikke hvad jeg kan huske. mine øjne har løbet lidt i vand hvis jeg har lagt påsiden hvis jeg har set tv eller spillet på mobilen, men det er vel ikke tåre??.. 

det bliv et lidt længre indlæg... :)