Ikke et positivt indlæg.

Jeg ligger i min seng, halvt foster stilling, små tåre lander på min ny vasket trøje, den er næsten ny, mint grøn med blonder og fra vero moda, bare for at være helt præcis.
Scenerne køre igennem hovet på mig igen og igen.

Jeg har lige pludseligt ikke lyst til nået da vi sidder ved bordert og skal til og at have aftensmad, ikke andet end ca 4 spsk rød peber i tern. En personale bliver ved med at sige at jeg altså skal tage nået mad, enten de 5/2 halve skv. Rugbrød ( lavede vi den om til 4 halve? ) eller bræskatofler med sovs. Og kød.
Til sidst går jeg, ind i stuen, de andre larmer, det larmer nok i hovet i forvejen. Personalet kommer ind, siger at jeg altså skal komme ud i køknet, " det er vors aftale, du har selv været med til at holde den, at du skal blive ude i køknet til kl 19".
Da personalet gik, kun jeg ikke holde tårene tilbage, og tårene glid ligeså stille ned af kinderne, lydløst.
Jeg går, går ind på værelse, da jeg håber på at jeg kan få ro for de andre, men en anden personale kommer ind, og jeg ber personalet om at gå, men vil ikke, min stemme er tæt på at knække over, da jeg spørger " tror du virklig selv på at jeg ville gå ud og at kaste det salat op som jeg har spist?". Jeg hade inderligt lydt til at gøre det, bare for så kun de jo lære det.

Jeg ligger her endnu, og om ca 2-3 timer og 45 min skal jeg have chai latte.
Burde jeg sove fra det? Sove væk fra paradis hotel?
Jeg skal i skole i morgen, men Ligenu har jeg faktisk ikke engang lyst, tanken om at jeg skal spille glad, smile osv. Nej. Tænken om at nogle skal kommentere min vægt, har jeg slet ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at være her, her hvor jeg bor. Ikke ligenu. Jeg ved ikke hvad jeg vil.
Årh ha, hvorfor skal det være så svært at bestemme sig, når det er det som jeg ikke ville!

Rodet indlæg, undskyld.