Det er jo ikke fordi at jeg er specielt sulten siger jeg for mig selv. Og beslutter mig for at tage 50g mindre fromag frais og 1g. Mindre havregryns, rosiner, og mandler. Selvom at jeg ikke lige får tænkt mig ordenligt om, at det rent faktisk kan ende galt på et tidspunkt med overspisninger og opkastninger.
Jeg kan stadig ikke lade vær med at slå mig selv oppe i hovet for igår. Jeg var ude at spise med min mor, og det VAR virklig hyggeligt! Og jeg beslutte mig for at spise min første varme rat i lidt over en uge. Natchios med ost, kylling og "dip" til. Jeg spiste næsten op, (læst: manglede nok 10 stk chips tilbage).
Da jeg kom hjem endte det så galt. Mere behøver jeg hvis ikke at fortælle. Jeg kan ikke lade vær med at føle mig lidt halv dum, efter at jeg fik skrivet til min gamle behandler. "hvad regner jeg med at hun kan gøre for mig? Ingenting! Jeg er jo stoppet. Og de kun ikke gøre mere for mig! Sådan er det bare. Og det må jeg bare leve med!".
Jeg var til møde igår med min sagsbehandler, en ny en da hin jeg "normalt" har er på barsel, mener jeg. Hun virkede flink nok. Og istædet for at "lyve" (som jeg hade tænkt mig, men aliveller ikke kan finde ud af ;) om at det gik i og å så godt med spiseforstyrrelsen. Så fortalte jeg om hvordan jeg endligt hade det med den. Og vi snakkede lidt frem og til bage, og hun vil hvis kontakte cfs, om hvorfor de bare sluttede mig, for min sagsbehandler har ikke fået nogle papier osv på mig, vilket jo er for dårligt. Og så snakkede hun om bosted for folk med en spiseforstyrrelsen, men hun mente at det kun var for folk med anoreksi, og det har jeg jo ikke. Selvom at jeg dog nogle gange kan tage mig selv i at tænke "hvor ville det dog være nemmere hvis jeg hade anoreksi, så ville behandlings mulighederne være større" slf er det ikke sådan?!. Men jeg tror bare på et tidspunkt så bliver man bare frustreret (det gør jeg) over at man virklig bare prøver alt, og så får man intet ud af det. At det ikke giver pote. For som jeg har sagt 1000 gange før, jeg har ALDRIG sagt at jeg ikke være rask. Men jeg har virklig tit været itvilv, Om det endlig var det vær at kæmpe for, når jeg hele tiden faldt tilbage og ikke følte at jeg hade nogle som jeg kunne gå til eller hjælp mig. Med at holde kostplanen helt uden snyd osv. For selvom at personalet mener at jeg holder kostplanen, er jeg virklig dybt uenige der....
:)
Jeg kan stadig ikke lade vær med at slå mig selv oppe i hovet for igår. Jeg var ude at spise med min mor, og det VAR virklig hyggeligt! Og jeg beslutte mig for at spise min første varme rat i lidt over en uge. Natchios med ost, kylling og "dip" til. Jeg spiste næsten op, (læst: manglede nok 10 stk chips tilbage).
Da jeg kom hjem endte det så galt. Mere behøver jeg hvis ikke at fortælle. Jeg kan ikke lade vær med at føle mig lidt halv dum, efter at jeg fik skrivet til min gamle behandler. "hvad regner jeg med at hun kan gøre for mig? Ingenting! Jeg er jo stoppet. Og de kun ikke gøre mere for mig! Sådan er det bare. Og det må jeg bare leve med!".
Jeg var til møde igår med min sagsbehandler, en ny en da hin jeg "normalt" har er på barsel, mener jeg. Hun virkede flink nok. Og istædet for at "lyve" (som jeg hade tænkt mig, men aliveller ikke kan finde ud af ;) om at det gik i og å så godt med spiseforstyrrelsen. Så fortalte jeg om hvordan jeg endligt hade det med den. Og vi snakkede lidt frem og til bage, og hun vil hvis kontakte cfs, om hvorfor de bare sluttede mig, for min sagsbehandler har ikke fået nogle papier osv på mig, vilket jo er for dårligt. Og så snakkede hun om bosted for folk med en spiseforstyrrelsen, men hun mente at det kun var for folk med anoreksi, og det har jeg jo ikke. Selvom at jeg dog nogle gange kan tage mig selv i at tænke "hvor ville det dog være nemmere hvis jeg hade anoreksi, så ville behandlings mulighederne være større" slf er det ikke sådan?!. Men jeg tror bare på et tidspunkt så bliver man bare frustreret (det gør jeg) over at man virklig bare prøver alt, og så får man intet ud af det. At det ikke giver pote. For som jeg har sagt 1000 gange før, jeg har ALDRIG sagt at jeg ikke være rask. Men jeg har virklig tit været itvilv, Om det endlig var det vær at kæmpe for, når jeg hele tiden faldt tilbage og ikke følte at jeg hade nogle som jeg kunne gå til eller hjælp mig. Med at holde kostplanen helt uden snyd osv. For selvom at personalet mener at jeg holder kostplanen, er jeg virklig dybt uenige der....
:)
Du er ikke den første, jeg hører det fra - og desværre er jeg bange for, at der er noget sandhed i det. Det med, at der er bedre behandlingsmuligheder for folk med anoreksi. Det er i hvert fald min erfaring i forhold til de piger med bulimi, som jeg har kendt. Og det er forkasteligt!! De/I har mindst lige så meget brug for den hjælp!
SvarSletJeg synes, det er rigtig godt, at din sagsbehandler vil kontakte cfs - og at du fortalte hende sandheden. Sådan! <3
ja, sådan har jeg også følt det. føler virklig at jeg bare er i en kasse for mig selv på det pngt hvis man kan sige det på den måde. tænker også lidt, hvorfor må vi ikke få nået ordenligt hjælp? hvad har vi gjort, siden at vi bare kan få 3 måneders behandling, og så efter der kan vi tage, om man har brug for mere hjælp. behandlingssystemet er sikkert god for nogle! men jeg tror faktisk ikke at jeg har oplevet nået posetivt.
Sletjeps tror ikke at jeg kun være mere glad. det lyder iværtifald til at hun godt ville hjælpe mig og jeg tror faktisk at jeg er mere end klar til at tage i mod hjælpen hvis det ratte tilbud kom. men jeg bliver nød til at have nogle til at stå både for and mig og bag ved mig. :)
tak<3<3