Jeg har næsten lige snakkede min plejemor, jeg føler at hun lige pt er den eneste som forstår mig, selvom at det er ved og at være længe siden at jeg har set hin. Men hun tænker ikke at jeg bar skal op i vægt, ( slf skal jeg det) men ja. Det er bare ligesom om at hun lige pt bare bedre forstår mig bedre end alle andre. Jeg kan tydelig mærke at hin og jeg har fået et bedre forhold til hinanden, en da jeg Bode ved dem. Da jeg snakkede med hin begyndte jeg også at græde, altså at tårnene trillede. Puha. Jeg ved ikke om hun bemærkede det. Det hele er bare rigtigt blandet lige fortiden, jeg har virklig lyst til og at kæmpe! Men samtidige så kan jeg slet ikke finde gnisten. Jeg tør slet ikke at tænke på hvor jeg er henne om et år, hvis jeg ikke snart ender kurs bare en lille smugle. Selv min læge sagde til mig, hvis jeg skulle blive ved med at gå hos hin, så skulle jeg altså til og at tage på og holde vores aftaler. Jeg synes at det er svært, og nogle gange tvivler jeg virklig på, om jeg nogle sinde for et normalt forhold til både mad og ikke mindst mig selv igen. Men hvordan er alle andre som har kæmpet med bulimi, kommet ud på den anden side? Hvordan har de kunne holde til det? Hvordan har de kunne holde ud af have maden i maven? Hvordan har de kun holde sig selv ud når de er blivet stører? Hvordan hvordan hvordan. Har de fået et nogle Lunde forhold til sig selv og mad igen, eller er de stadig bange for visse mad vare? Sidste år var jeg bange for alt mælke produkter med et fedt % over 0,5. Men nu kan jeg sagtens drikke letmælk i min kaffe. Eller spise yoghurt som er på 1% eller over. Slf har jeg stadig svært ved det nogle gange.
Der er så meget jeg gerne ville fortælle, komme med gode råd osv, men hvad nøtter det at komme med gode råd når man ikke engang selv kan finde ud af at tage i mod eller bruge dem som man fik da jeg gik i behandling eller andre.
Jeg prøver at sige til mig selv at det er helt normalt at have mad i maven, mad skal man jo have for at overleve, ude mad, så dør man! Længere er den ligesom ikke, en bil skal jo også have brandstof for at køre, uden benzin virker den ikke, med mindre at man har en EL bil ;)
Her kommer en lang besked - jeg ved, at du har svært ved lange beskeder, og du behøver ikke at svare tilbage, men jeg håber, at du alligevel vil læse den igennem :-)
SvarSletÅh, hvor ville jeg dog ønske, at jeg bare kunne give dig svaret på, hvordan man kæmper sig ud af spiseforstyrrelsen! Jeg er jo først selv begyndt for alvor at kæmpe mig væk fra det her fra et års tid siden, ellers har jeg været fanget i otte år på trods af masser af behandling og indlæggelser. Jeg formåede bare ikke at tage ordentligt imod! Det er også derfor, mit hjerte sådan bløder for dig, søde pige. Jeg kender det virkelig, virkelig godt fra mig selv. Man kan få at vide nok så mange gange, at man skal tage en beslutning, men så let er det altså bare ikke. Det var det i hvert fald heller ikke for mig.
Måske skal du prøve at finde ud af, HVORFOR du udviklede en spiseforstyrrelse? Jeg har selv fundet ud af, at det for mig har været en måde at give udtryk for mine følelser. Når jeg ikke kunne sætte ord på, hvordan jeg havde det, så kunne jeg tabe mig, og så ville ingen være i tvivl om, at jeg havde det skidt. Jeg har nemlig altid været den pæne pige, som ikke snakkede om følelser. Og så har det været en måde at kontrollere mine følelser på. At holde personlighedsforstyrrelsen nede. For mig er det blevet lettere at kæmpe imod, efter at jeg faktisk forstår, hvad det er, jeg kæmper imod. Og det forstår man først til fulde, når man kender til sygdommens oprindelse. Ikke bare til bulimiens væsen - men hvorfor den ramte netop DIG. Man skal kende sin fjende, ellers vil den overrumple en :-)
Jeg ved ikke, om alt det her overhovedet giver mening, men nu skrev jeg altså mine tanker alligevel. Og som sagt behøver du ikke at svare tilbage på det hele, for jeg ved, at du har svært ved lange beskeder.
Knus <3