At stoppe i behandling..

Så kom den dag, som jeg på en eller anden måde både har frygtet og glædet mig til. Jeg stoppede nemlig hos Center for spiseforstyrelse i Herning, hvor jeg hade gået i Ca 9 måneder.

jeg sidder lige pt med blandet følser, for vægten var nemlig gået ned, igen. ikke at det kommer som en overraskelse for mig, når jeg igen er begyndt og at veje mig i mellem 3-4 gange om dagen, fordi at jeg er bange for om vægten nu er gået flere kg op, det lyder så dumt, haha. :D
jeg vejer ca det samme som da jeg startede, eller lidt under, jeg VED godt at det IKKE er godt, det kan jeg godt se!! men måske er det det som jeg har brugfor lige nu? at vide at det ikke er godt, at være spiseforstyrrede lidt endnu?? måske er jeg ikke parat, endnu at give helt slip? selvom at jeg godt ved at spiseforstyrredlsen ALDRIG bliver parat, men der må da komme et tidspungt hvor man tænker, NU gidder jeg FAMNE ikke mere?!
måske er det det som jeg mangler? eller så mangler jeg bare at der er nogle mennesker som virklig er HÅRE ved mig, som siger at jeg SKAL og at jeg ikke har nået valg... måske..

jeg fik bagt cookies igår,( onsdag d. 12/12-12) til dem i Herning, jeg tror at de bliv glade, jeg hade dog lovet min psykolog, sidst at jeg var der oppe, at jeg nok skulle bage og så skulle jeg nok også smage..
hvis det ikke var fordi at spiseforstyrrelsen (eller anoreksiens stemme, som psykologen sage) var så fandens stærk så hade jeg også taget 1 eller 2. men i stædet for spiste jeg 1/2 rugbrød med pålæg på.
det var vel også fint nok, tror jeg.

jeg fik lov til og at sige farvel til dætisten, hun er virklig sød, det samme med psykologen/behandler. og gav dem begge et kram. det betød rigtigt meget, jeg lovede at jeg nok skulle passe på mig selv, eller iværtifald prøve :)
jeg fik dog avide at jeg altid kunne få sendt en ny henvisning igen, hvis jeg skulle få behov for det.
jeg ville aldrig sige aldrig at det ikke sker, og slf håber jeg ikke at det sker. men man ved aldrig.