Jeg prøver at lade som ingenting, som om at det jeg gør er helt normalt, jeg prøver at ungå hin, prøver at gør mig selv usynligt, prøver at skjule at jeg har puttet 8æg på panden, fordi at den enten skal være 4 eller 8. Og 4 så alt for lidt ud.
Jeg må åbenbart ikke ha været usynlig nok, for hun opdager mig med det samme da hun træder ud af døren, "ej det skal du altså ikke i gang med nu" "der må du undskylde jeg trode at du var gået igang med at bage" "der er jeg ikke og det må vi jo heller ikke".
Det minder lidt om igår da 2 venner og jeg var taget i bilka, vi hade købt is ( nok mere mig, da jeg hade betalt) jeg turde ikke at gå ind med den eller gå med den da jeg var bange for hvad min kp ville sige.
Så nu sidder jeg bare her igen, og tallende som ikke burde betyde en masse køre rundt i mit hovde. "Jeg vejer faktisk for meget", "jeg er tyk, jeg kan godt tillade mig at tabe mig, det ville folk aliveller ikke lægge mærke til, de har jo ikke sagt nået til at jeg har taget på"
Det er jo heller ikke fordi at jeg ikke ville, altså ville være rask. For det vil jeg altså godt. Men det er bare ligesom (som jeg også har nævnt før) om at alle omkring mig er ligeglad eller opgiver hurtiger end mig. Jeg har nu gået i over (?!?!) 1/2 uden nogle former for behandling, altså med mindre at man kan kalde det behandling som jeg får / fik ved min læge, vi snakker her om ca 20-45min ( der i mellem) samtale 1 (!!!!) Gang om måneden. Og her hvor jeg bor, skal jeg side ved bordert ca 1/2 time efter at jeg har spist ( vi snakker kun aftensmad her ca) jeg føler stadig ikke kostplanen og kommer nok heller aldrig til det, jeg vil endligt godt, men der er sku for meget mad rund omkring, til at jeg kan holde det ud! Jeg tror endligt at det ville være en lille smugle nemmere hvis jeg bode helt for mig selv.
Jeg må åbenbart ikke ha været usynlig nok, for hun opdager mig med det samme da hun træder ud af døren, "ej det skal du altså ikke i gang med nu" "der må du undskylde jeg trode at du var gået igang med at bage" "der er jeg ikke og det må vi jo heller ikke".
Det minder lidt om igår da 2 venner og jeg var taget i bilka, vi hade købt is ( nok mere mig, da jeg hade betalt) jeg turde ikke at gå ind med den eller gå med den da jeg var bange for hvad min kp ville sige.
Så nu sidder jeg bare her igen, og tallende som ikke burde betyde en masse køre rundt i mit hovde. "Jeg vejer faktisk for meget", "jeg er tyk, jeg kan godt tillade mig at tabe mig, det ville folk aliveller ikke lægge mærke til, de har jo ikke sagt nået til at jeg har taget på"
Det er jo heller ikke fordi at jeg ikke ville, altså ville være rask. For det vil jeg altså godt. Men det er bare ligesom (som jeg også har nævnt før) om at alle omkring mig er ligeglad eller opgiver hurtiger end mig. Jeg har nu gået i over (?!?!) 1/2 uden nogle former for behandling, altså med mindre at man kan kalde det behandling som jeg får / fik ved min læge, vi snakker her om ca 20-45min ( der i mellem) samtale 1 (!!!!) Gang om måneden. Og her hvor jeg bor, skal jeg side ved bordert ca 1/2 time efter at jeg har spist ( vi snakker kun aftensmad her ca) jeg føler stadig ikke kostplanen og kommer nok heller aldrig til det, jeg vil endligt godt, men der er sku for meget mad rund omkring, til at jeg kan holde det ud! Jeg tror endligt at det ville være en lille smugle nemmere hvis jeg bode helt for mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar