Tåre, træning og frustation.

Det at der igen er blivet sendt en henvisning til Herning ( = center for Spiseforstyrrelser) sætter mange tanker i gang. Min læge sendte jo en for et år siden, hvor jeg fik afslag, nu er der sendt en ny en, nede fra psyk. hvorfor skulle de så tage mig "ind" denne gang?! Jeg frygter virkelig at de ikke vil, at de har opgivet at hjælpe mig?! Og så kommer jeg jo til at tvivle på mig selv, "bliver jeg nogle sinde rask?" "Burde jeg bare tage mig sammen?!" "Hvad hvis der nu ingen der ville hjælpe mig?!" "Er jeg da overhovet syg?!" "Måske er det bare en kæmpe løgn som jeg bilder ALLE ind, inklusiv mig selv?!" "Måske er det bare meningen at jeg skal have det sådan her" "det er jo efterhånden blivet så normalt for mig, ligesom at det er normalt for andre at skulle tage tøj/strømper på vær dag" "min familie tænker nok det samme som mig, at de ikke tænker at dette er et problem mere, at det bare er sådan at det skal være (de kommenter jo ikke på det som i at de er bekrømmert for mig, eller giver udtryk for det)"

Efter min nat snak med min kp, bliv jeg ked af det, hvorfor ved jeg ikke. Dagen i dag har ellers været okay, selvom at jeg kun var i skole i to timer. Og så her til aften var jeg til pilatis(staves?) sådan nået med vejr trækninger dybt ned i maven osv. Det er nok sidste gang at jeg gør det, det var lidt svært, ikke fordi at jeg synes at det kom for "tæt" på, men svært som i, ja svært. Det minder lidt om body flow, hvis nogle af jer kender til det. ;) 

I morgen står den på træning i en time ca, inden skole. Jeg glæder mig, og må ærlig indrømme at jeg ikke føler at det jeg var til her til aften var træning, jeg mener (nok mest Spiseforstyrrelsen) træning skal jo være hård så man får pulsen op?! Måske er det bare mig som tænker sådan? 

        Billede taget for ca en til to uger siden. 

       Fik købt disse lækkere tørede bananer i dag, 

        20kr for 450gr. I kiwi. :)