At opgive....

Jeg mærker stadig følsen, af frustiasion. At jeg værken går i herning mere, eller at jeg først skal til læge d.20/8. Jeg ved godt at det er over 1/2år siden nu. Men aliveller føler jeg bare at alle andre opgiver hurtiger end mig. Min læge. Min kp spurte igen her den anden dag, "du skal kun ville det". Efter at jeg har tænkt godt og grundigt over det, får jeg bare følsen af at alle bare opgiver så hurtigt.. jeg sagde det også til hin, at jeg også var bange for at spiseforstyrrelsen fyldte for meget til at nogle ville være sammen med mig, eller så var det bare mig som ikke turde lade andre komme for tæt på. Jeg har det vel lidt ligesom når jeg endligt begynder og at skrive med en fyr, så hvis han skriver et eller andet, som jeg føler kommer for tæt på, så mister jeg hurtigt lysten, til og at mødes med ham.
jeg har taget 6kg på og 100gr her til morges. Og igår var jeg 100gr fra at have taget 6kg på. Jeg har lyst, virklig lyst til og at tabe mig. Jeg kan ikke have min krop. Igen kommentere at jeg har taget på, med mindre at jeg fortæller dem at jeg har taget på, så kan de lige pludseligt godt sige at de kan se at jeg har taget på. Ligesom min læge.