Jeg er begyndt og at så smådt og at indse hvor meget at spiseforstyrrelsen endlig bestemmer over mig, i min væredag. men jeg ligger ikke mærke til det, jeg mærker det ikke som sådan. jeg er stadig sikker på at spiseforstyrrelsen ville ødelægge det meste af min sommerferie, jeg ville ønske at jeg var stærker end den! men den er stærker end mig og jeg lader den vinde over mig vær dag, jeg føler ikke at jeg er i stand til og at sige den imod, så svag er jeg.

jeg var i herning i tirsdags, jeg hade taget på, 250g. så nu vejer jeg over 48kg.. og midt bmi er inde for normal området nu. jeg må erlig indrømme at jeg ikke følte at jeg fik nået ud af vors samtale(min behandler og jeg) fordi at min kp var med inde, de(personalet) skal jo tage over når jeg slutter i behandlingen til august.

jeg kan mærke at jeg ligenu har aller mest lyst til og at græde, jeg græder virklig sjældent. jeg ved ikke hvorfor at jeg har det sådan ligenu.

jeg var i byen i torsdags, og fik aaaaalt for meget, var seriøst fuld! men i det menste var spiseforstyrrelsen lagt på hylden og jeg kun sagtens side og snakke åben om den, jeg er næsten som en åben bog når alkoholden køre rundt i blodet, og nøj hvor jeg hader det!!
jeg kan huske at jeg kyssede med en fyr som jeg kender, og jeg for tryder det. men han gav en drink... hmm, han spurt om hvad han fik for at give mig en drink og jeg sage aller først ingen ting og så begefter sage jeg et kys på kinden og det gad han heller ikke gå med til, så fik han et kys og så endte det slf med at vi sender på aften snavede O.o..
han bag mig også hjem fordi at jeg var så fuld... ups.. men gå det kun jeg altså godt :)

ligenu ligger jeg i min seng, med dyne over mig og et eller andet på dr :)