Kan du følge mig? Jeg vil faktisk rigtigt gerne det her, gerne være rask, eller jeg VIL FAMNE HAVE DET BEDRE! Jeg gider jo ligesom ikke og at være (*bulimi-)sarah-Line,(*til fornavn). Jeg gider ikke og at rende rundt med den diagnose resten af mit liv!
MEN, der er altid et men, jeg er faktisk bange! Bange for at slippe det/den, den er jo efterhånden blivet min ven, jeg kan altid stole på den, næsten. Den er der når alle forlader mig, den forsvinder aldrig, ikke ligesom alle andre....
Tankerne om at tabe mig er begyndt at poppe frem igen. Skære ned på kcal, for derefter at ende i en overspisning efter fuldt af udrensning. Hvorfor kan jeg for en i H****** ikke bare følge den kostplan eller bare spise normalt?!
Men det er jo det som der stadig er så forbandert svært for mig! Hvad ER normalt og ikke for meget.
Årh det driver mig tilvandhvid
Ligesom når jeg står nede i H&M som i dag, og kigger på den top, som jeg længe nu har overvejet at købe, eller overvejet og overvejet, nok mere fortjent at købe, eller måtte købe.
Begynder mit hovde igen, "hvad ville de andre ikke tænke om dig, str. M. Hvor fed tror du lige at du er?!" Jeg synes faktisk at det er Extremt pinligt at ha købt en trænings top i str. M. Når jeg ved at en str. S. Passer bedre, "men nu kan ingen se hvor fed du er" synger stemmen nu. :(
Er sikker på at mit krops billede er forstyrret, aliveller er der nået der fortæller mig at jeg intet fejler, at alt er som det skal være. Jeg skal bare tage mig sammen og tage ansvar, ja.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar