18/12-14

mon der ikke er ved at gå et halvt år siden sidst jeg skriv?
der er sket meget siden sidst, sidst i august, var jeg tæt på at blive indlagt, pga alt for mange opkastninger om dagen, og mit kcalium bliv for lavt, 3 var den på. selvskaden er vendt tilbage med fule kraft og bulimien er flyvet i baggrunden, jeg er begyndt at blive bange og angst for den. bange for at dø. jeg har inden for den sidste månedes tid, 3 uger ca. været på skadestuen, sådan ca under 10 gange. både for at blive syet, limet og stripset sammen. jeg prøver virkeligt at lade vær, og kontakte personalet inden det ender galt, men nogle gange sker det uden at jeg når at tænke. jeg er træt af sure sygeplejsker og vagtlæger, som kun lige dupper mine ar, smider en ordenligt omgang lim og ca 12 strips på vært ben. eller det var endligt kun igår at jeg hade den dårligt oplevelse. jeg har så også fået afvide at jeg ikke kan komme tilbage til afiktivt klinik eller cfs. og så kom jeg hed på et daghospital pga mine tal. jeg undskylder for et rodet indlæg.
men vil altså nu bare sige at jeg stadig er her :)                                                                                                                                                          

D. 19/6-14

Vi får kigget på min behandlingsplan, hun gemgår den. Men det er først da jeg kommer hjem at jeg får kigget den ordenligt igemmen. 

DF 60.3 emotionelt ustabil personlighedsstruktur, 

Jeg kan mærke at jeg bliver irrerte? Frustært? 

Det eneste der kommer frem er ord som boderline, og jeg er en lille smugle tæt på at græde. 

"Nu er der først ingen der ville lytte på dig!" 

Da jeg kommer hen på skolen får jeg snakket med min kp om det og får ringet til min kp nede på psyk, lige de ord er svære at rumme. Selvom at nogle ting giver mere mening nu. 

Jeg har snart sommerferie, selvom at jeg ikke har lyst. Jeg bryder mig ikke om ferie. 

Jeg har ikke så mange ord i dag, måske kommer de senere. 

Det er som om at enten bliver jeg fyldt op med alting når jeg har været til samtale, og har svært ved at være i min selv. Og har svært ved at holde det hele ud, som om at intet giver mening. 

Eller som nu, hvor jeg ingen ord har, de fleste er endt i toilette og er sovet ud. 

Aliveller er jeg bange for at følsen af at alting er lige meget, og intet giver mening, snart rammer mig.  

D. 7/06-14

Og nogle dage ville man bare ønske at man kunne forsvinde fra 

Hele verden indklisiv sig selv. 

I håb om at alting ville være bedre og se lyser ud 

Nået man vender tilbage. 

2/06-14

Og det er jo ikke fordi at jeg ikke ville....

Jeg vil jo gerne,

Altså lade vær. 

Men det er bare ikke lige til. 

Og så har det jo også tage overhånd.

Jeg kan ikke styrer det mere.

Er det forkert at  indrømme? 

Jeg føler mig forkert.

Og er bange. 

Bange for at sove, 

Bange for at dø.

Men andre dage....

Vil jeg gerne sove

Og forsvinde væk.

For så var jeg fri for at kæmpe vær dag. 

Giver det mening,

Dig som sidder og læser? 

Man går rundt i sin ejen glas klokke

Og ser livet passer 

Hurtigt forbi en, 

Som et lyn tog.

Man vil gerne stoppe det

Bare så man kan komme med 

Men det stopper aldrig

Den har ingen stop knap.

Så man må finde på andre 

Muligheder. 

D. 24/05-14

Jeg tror at det er ved at være lang tid siden at jeg har skrivet her inde. 

....Men jeg er her endnu. 

Det er vel godt, ikke?!

Jeg endte ud med tåre i dag, og igår, også. 

I går var det fordi at jeg skimte min kostbog, hvor jeg skriver, hvad jeg får i løbet af dagen osv, 

Så bliv virkelig ked af at se hvor mange opkastninger jeg hade, jeg kan ikke lade vær med at tænke "hvorfor tager du dig ikke bare sammen!" 

Og i dag var det fordi at, jeg bare var træt af alting, livet, at kæmpe vær dag, det tager så ufatteligt hårdt på mig, og tankerne var der igen "at det ville være bedst hvis jeg ikke var her" 

MEN....

I mellem alt det her tåre halløjsa, er der også sket lidt godt. 

Jeg har fået praktik plas, (startede i mandags) 

 Og jeg var nede på psyk i torsdags, hvor jeg mødte min kontaktperson, som jeg skal snakke med om 3 uger, vilket jeg lige pt slet slet ikke kan rumme i hovet, da jeg synes at der er lang tid til. Endnu være er vel (eller det kommer vel an på hvordan man ser på det) at jeg til august skal starte i nået  gruppe halløjsa med nogle andre. 

Puha kan virkelig slet slet ikke rumme det i hovet, nok mest af alt fordi at jeg bare gerne ville igang nu, og nok ikke hade regnet med at behandlingen for alvorg først starter til august. Hvor jeg skal fortælle om hvordan jeg har det( er det ikke det man gør) snakke om mine problemer sammen med nok 10 fremmede + 2 psykologer  som jeg aldrig har mødt før. Ligenu er jeg nok ikke så vild med idén. 

OG at jeg i sidste uge hade 4,5 dage uden opk. 

....

Jeg undskylder for at jeg ikke har haft skrivet i et stykke tid nu. 

Men der har været for mange ting, bl.a. Om jeg skulle forsætte med at have denne blog,  lade vær med at skrive, men gør sådan at folk stadig kan læse den. Og at folk kan kontakte mig hvis de har brug for oplysning til opgaver på. Studiet fx. 

Behandling, har også fyldt rigtigt meget og jeg står nu og skal til en ny samtale på psyk, om 14 dage. 

Tankerne om at tabe mig er der vær dag, "for man "glemmer" jo at du har et problem når du er normal vægtigt" var der en der sage til mig for et stykke tid siden. Hvis det ikke var fordi at jeg var så bange for at slippe opk, så hade jeg nok tabt mig. Men jeg har nok bare glemt hvordan man gør. 

Nogle gange tænker jeg på hvordan jeg ville have haft det hvis jeg ikke var syg, hvordan jeg ville ha set ud, ville jeg så stadig ha vejet 10kg mere eller ville jeg ha vejet mindre? Hvad med vennerne og veninderne? Ville jeg ha haft overskud til og at se dem? Eller ville de ha svundet ind ligesom nu? Livet er en underlig str. Det samme med verden, for selvom at verden er så lille, er den aliveller stor nok til at rumme over 7 milliarder mennesker, plus jordskælv, tunarmier, oversvømmelser osv osv. Det er altså lidt skørt at tænke på. :) 

....

Jeg beklager at jeg ikke får skrivet så meget for tiden, men jeg er her stadig :) 

Og kæmper stadig. Selvom at det er vildt svært! Når der er en stemme som vær dag fortæller en at man da godt kunne trænge til og at få smidt nogle kg. Få trænet osv. Men af en eller anden grund får jeg aliveller viftet de negative tanker væk om vægttab. Måske også derfor at jeg har så forbandert svært ved at holde min kostplan, fordi at stemmen siger at så ville de jo også være meget nemmer at tabe sig.... 

MEN.... Der er altid et men, og dette er et godt men! :) 

Jeg har i lang tid haft sådan en fiiiin(ondt) app på min mobil som kunne tælle kcal,  i sidste uge besluttet jeg mig at få den slette, og har siden da næsten heller ikke vejet min mad! Det må da vejen frem?! Jeg må ærligt indrømme jeg føler mig mere fri, selvom at  talende stadig sidder fast oppe i hovet, forbliver de oppe i hovet. 

Såååå det er jo godt? Ikke? Altså at jeg ikke tæller mere, på den måde... Årh aliveller føler jeg mig bare så forkert på den måde, den forkert Spiseforstyrrede....