Tvang

Jeg siger intet. "Kan du ikke lige bøje sig forovet" jeg gør som han siger og ligger mig tilbage. Klik klik klik klik lyder det. På tasken står der lille bælte.først remmen om maven bliver spændt. Klik klik, så om den ene arm og anden klik klik. Overhovedet står for enden af sengen. Han kender mig, og manden der spænder bæltet og håndremmen kender mig også. Det er første gang at Jeg ryger i bælte fordi at  Jeg nægter behandling.. behandling for at tage en overdosis.  Jeg har oplevet tvang nogle gange efterhånden omkring 5 gange.

Indlagt

Jeg bliv indlagt i forgårs. Overhovdet som jeg snakkede med på somatisk roste mig for at tage i Mod hjælpen inden jeg fuckede op. Jeg syntes at livet er meningsløst og sort pt. De siger alle sammen at det Hele nok skal blive bedre. Jeg tror bare ikke på det mere.
Min Kp der hjemme på bostedet har ferie nu så det bliver svært at komme igennem.
🌹

Om behandling og vejen ud på den anden side

På onsdag har jeg ikke været indlagt i 80 dage,  villet er rat stort.   Overvejer at fejer det 😅 jeg skal til forundersøgelse hos center for spiseforstyrrelser på onsdag, sådan en 6 timers lang undersøgelse, bagefter 45 min psykolog samtale hos T.  Håber sådan at behandlingen kan hjælpe denne gang,  denne gang er det i Risskov. Der er ellers ikke sket det vilde,  udover at jeg flyttede på rosen d.  15 januar.  Vilket er svært,  så har været en del selvskadende for at aflede, holde ud,  føle mig tryk osv.

2015

2015 har sat sine spor, og jeg har oplevet mere end jeg ville ønske. Der er sket så ufatteligt meget, siden sidst. Jeg har været indlagt 4 gange (pga selvskade og selvmordstanker). Lige fra 9 dag til 1 dags indlæggelse. Min seneste indlæggelse var fra natten til i søndags, til mandag. De seneste to gange har jeg været skærpet og fået en 0-stuge. 

På mandag får jeg endelig nøglen til min lejlighed på stokrosen. Hvor jeg skal flytte op. Jeg glæder mig, nyt år og ny sted og bo. Og d 20 i næste måned (januar 😉) skal jeg til Risskov hvor jeg skal til udrednings samtale.  Jeg håber at 2016 bliver mit år 

Siden sidst,

Der er sket lidt siden sidst. Eller det er vel hvordan man ser på det?
Jeg føler mig mindre og mindre spiseforstyrret, for bare 1-2år siden turde jeg jeg ikke at drømme om at jeg ville drikke alm sodavand MED sukker, nu kan jeg sagtens drikke 1,5L sodavand på en dag uden at kaste op. Jeg føler faktisk eller har tænkt lidt over om jeg overhovedet har en spiseforstyrrelse, om det er en måde jeg skader mig selv på, ligesom når jeg er selvskadende. Kan opkastninger hænge sammen med min personlighedsforstyrrelse?! For ja jeg føler mig mere og mere fri i min spisning, og JA jeg kaster stadig op, men ikke lige så meget som for et halv år siden. Det er lang tid siden at jeg har været over de 5-8 opkastninger på en dag og gudskelov for det da.
Jeg får dog stadig de perioder hvor jeg falder ned i et hul og får selvmordstanker. Sidst jeg fik dem bliv jeg hivet med til lægen, personalet låste sig ind på badeværelset og jeg fik pn medicin og kom under kugledynen. Jeg er dog stadig selvskadende. Jeg vil gerne slippe af med det, at skade mig selv. For øv hvor er det bare ikke pænt. Mine ben er nok dem der står værst til. Aliveller er det det sidste jeg tænker på når jeg sidder i situationen, og jeg kan komme på 1000 gode undskyldninger for at det er ok at gøre det.

Siden sidst....

Der er sket så mange ting siden sidst. Så mange ting at det ikle er til at forstå.
Jeg har været selvskadende, meget, så meget at skadestuen faktisk ikle vil se mig mere, da jeg åbenbart belaster systemet og tager tiden fra vigtigere ting. Jeg har fået pn medicin. Så det hele er bare op af bakke. Og jeg har mest af alt bare haft lyst til at opgive helt. Jeg var/er jo aliveller en belastning for alt og alle, så hvis jeg ikle var her mere, var problemet jo løst. Ligesom. Men de har ikke opgivet mig, positivt?! Min læge har ferie, så får først hin at se om Ca 14dage 3uger. Venter stadig svar fra kumunen om hvornår jeg skal flytte, jeg glæder mig. Men nissen flytter altid med. Er det ikke det man siger?.
Det blæser udenfor, hvornår får vi rigtigt sommer igen? Øv. Det er jo ligefør at man har lyst til at bestille en afbud rejse til de varme lande.

D.7/4-15

Sidst jeg skriv var for Ca 4 måneder siden. Der er sket en del og aliveller ikke. Min kontrakt person er stoppet, jeg savner hin og det er okay at savne hin, det skal jeg huske at sige til mig selv. I starten af januar og 14dage frem havde jeg det rigtigt skidt, selvmords tanker, selvskade og endeløse af opkastninger. Nogle dag helt op til 23 stk om dagen. Men det går bedre nu, jeg kæmper stadig, det er svært. Og nogle dage er jeg bange for at jeg aldrig får det bedre. Og så er jeg stoppet på dagshuspitalet. Og jeg overvejer at be min læge om en genhenvisning til cfs. Aliveller føler jeg mig presset til og at skulle have det dårliger. Tabe mig eller have mange opkastninger. Selvom at jeg godt ved at det ikke skal være sådan.

18/12-14

mon der ikke er ved at gå et halvt år siden sidst jeg skriv?
der er sket meget siden sidst, sidst i august, var jeg tæt på at blive indlagt, pga alt for mange opkastninger om dagen, og mit kcalium bliv for lavt, 3 var den på. selvskaden er vendt tilbage med fule kraft og bulimien er flyvet i baggrunden, jeg er begyndt at blive bange og angst for den. bange for at dø. jeg har inden for den sidste månedes tid, 3 uger ca. været på skadestuen, sådan ca under 10 gange. både for at blive syet, limet og stripset sammen. jeg prøver virkeligt at lade vær, og kontakte personalet inden det ender galt, men nogle gange sker det uden at jeg når at tænke. jeg er træt af sure sygeplejsker og vagtlæger, som kun lige dupper mine ar, smider en ordenligt omgang lim og ca 12 strips på vært ben. eller det var endligt kun igår at jeg hade den dårligt oplevelse. jeg har så også fået afvide at jeg ikke kan komme tilbage til afiktivt klinik eller cfs. og så kom jeg hed på et daghospital pga mine tal. jeg undskylder for et rodet indlæg.
men vil altså nu bare sige at jeg stadig er her :)                                                                                                                                                          

D. 19/6-14

Vi får kigget på min behandlingsplan, hun gemgår den. Men det er først da jeg kommer hjem at jeg får kigget den ordenligt igemmen. 

DF 60.3 emotionelt ustabil personlighedsstruktur, 

Jeg kan mærke at jeg bliver irrerte? Frustært? 

Det eneste der kommer frem er ord som boderline, og jeg er en lille smugle tæt på at græde. 

"Nu er der først ingen der ville lytte på dig!" 

Da jeg kommer hen på skolen får jeg snakket med min kp om det og får ringet til min kp nede på psyk, lige de ord er svære at rumme. Selvom at nogle ting giver mere mening nu. 

Jeg har snart sommerferie, selvom at jeg ikke har lyst. Jeg bryder mig ikke om ferie. 

Jeg har ikke så mange ord i dag, måske kommer de senere. 

Det er som om at enten bliver jeg fyldt op med alting når jeg har været til samtale, og har svært ved at være i min selv. Og har svært ved at holde det hele ud, som om at intet giver mening. 

Eller som nu, hvor jeg ingen ord har, de fleste er endt i toilette og er sovet ud. 

Aliveller er jeg bange for at følsen af at alting er lige meget, og intet giver mening, snart rammer mig.  

D. 7/06-14

Og nogle dage ville man bare ønske at man kunne forsvinde fra 

Hele verden indklisiv sig selv. 

I håb om at alting ville være bedre og se lyser ud 

Nået man vender tilbage. 

2/06-14

Og det er jo ikke fordi at jeg ikke ville....

Jeg vil jo gerne,

Altså lade vær. 

Men det er bare ikke lige til. 

Og så har det jo også tage overhånd.

Jeg kan ikke styrer det mere.

Er det forkert at  indrømme? 

Jeg føler mig forkert.

Og er bange. 

Bange for at sove, 

Bange for at dø.

Men andre dage....

Vil jeg gerne sove

Og forsvinde væk.

For så var jeg fri for at kæmpe vær dag. 

Giver det mening,

Dig som sidder og læser? 

Man går rundt i sin ejen glas klokke

Og ser livet passer 

Hurtigt forbi en, 

Som et lyn tog.

Man vil gerne stoppe det

Bare så man kan komme med 

Men det stopper aldrig

Den har ingen stop knap.

Så man må finde på andre 

Muligheder. 

D. 24/05-14

Jeg tror at det er ved at være lang tid siden at jeg har skrivet her inde. 

....Men jeg er her endnu. 

Det er vel godt, ikke?!

Jeg endte ud med tåre i dag, og igår, også. 

I går var det fordi at jeg skimte min kostbog, hvor jeg skriver, hvad jeg får i løbet af dagen osv, 

Så bliv virkelig ked af at se hvor mange opkastninger jeg hade, jeg kan ikke lade vær med at tænke "hvorfor tager du dig ikke bare sammen!" 

Og i dag var det fordi at, jeg bare var træt af alting, livet, at kæmpe vær dag, det tager så ufatteligt hårdt på mig, og tankerne var der igen "at det ville være bedst hvis jeg ikke var her" 

MEN....

I mellem alt det her tåre halløjsa, er der også sket lidt godt. 

Jeg har fået praktik plas, (startede i mandags) 

 Og jeg var nede på psyk i torsdags, hvor jeg mødte min kontaktperson, som jeg skal snakke med om 3 uger, vilket jeg lige pt slet slet ikke kan rumme i hovet, da jeg synes at der er lang tid til. Endnu være er vel (eller det kommer vel an på hvordan man ser på det) at jeg til august skal starte i nået  gruppe halløjsa med nogle andre. 

Puha kan virkelig slet slet ikke rumme det i hovet, nok mest af alt fordi at jeg bare gerne ville igang nu, og nok ikke hade regnet med at behandlingen for alvorg først starter til august. Hvor jeg skal fortælle om hvordan jeg har det( er det ikke det man gør) snakke om mine problemer sammen med nok 10 fremmede + 2 psykologer  som jeg aldrig har mødt før. Ligenu er jeg nok ikke så vild med idén. 

OG at jeg i sidste uge hade 4,5 dage uden opk. 

....

Jeg undskylder for at jeg ikke har haft skrivet i et stykke tid nu. 

Men der har været for mange ting, bl.a. Om jeg skulle forsætte med at have denne blog,  lade vær med at skrive, men gør sådan at folk stadig kan læse den. Og at folk kan kontakte mig hvis de har brug for oplysning til opgaver på. Studiet fx. 

Behandling, har også fyldt rigtigt meget og jeg står nu og skal til en ny samtale på psyk, om 14 dage. 

Tankerne om at tabe mig er der vær dag, "for man "glemmer" jo at du har et problem når du er normal vægtigt" var der en der sage til mig for et stykke tid siden. Hvis det ikke var fordi at jeg var så bange for at slippe opk, så hade jeg nok tabt mig. Men jeg har nok bare glemt hvordan man gør. 

Nogle gange tænker jeg på hvordan jeg ville have haft det hvis jeg ikke var syg, hvordan jeg ville ha set ud, ville jeg så stadig ha vejet 10kg mere eller ville jeg ha vejet mindre? Hvad med vennerne og veninderne? Ville jeg ha haft overskud til og at se dem? Eller ville de ha svundet ind ligesom nu? Livet er en underlig str. Det samme med verden, for selvom at verden er så lille, er den aliveller stor nok til at rumme over 7 milliarder mennesker, plus jordskælv, tunarmier, oversvømmelser osv osv. Det er altså lidt skørt at tænke på. :) 

....

Jeg beklager at jeg ikke får skrivet så meget for tiden, men jeg er her stadig :) 

Og kæmper stadig. Selvom at det er vildt svært! Når der er en stemme som vær dag fortæller en at man da godt kunne trænge til og at få smidt nogle kg. Få trænet osv. Men af en eller anden grund får jeg aliveller viftet de negative tanker væk om vægttab. Måske også derfor at jeg har så forbandert svært ved at holde min kostplan, fordi at stemmen siger at så ville de jo også være meget nemmer at tabe sig.... 

MEN.... Der er altid et men, og dette er et godt men! :) 

Jeg har i lang tid haft sådan en fiiiin(ondt) app på min mobil som kunne tælle kcal,  i sidste uge besluttet jeg mig at få den slette, og har siden da næsten heller ikke vejet min mad! Det må da vejen frem?! Jeg må ærligt indrømme jeg føler mig mere fri, selvom at  talende stadig sidder fast oppe i hovet, forbliver de oppe i hovet. 

Såååå det er jo godt? Ikke? Altså at jeg ikke tæller mere, på den måde... Årh aliveller føler jeg mig bare så forkert på den måde, den forkert Spiseforstyrrede.... 

4 1/2 dag....

4 1/2 dag

Er jo bedre en 4 dage, det er en halv dag mere. 

Når jeg tænker over det, fyldes mine øjne med tåre. 

Ikke mange, men nok. 

Hvad tænker de ikke om mig? 

Da jeg fortæller ham at min dag har været dum, 

Siger han bare, nået a la 

" måske for nogle kan det også blive svært at komme ud af sengen om morgen" 

"Så du tror ikke på mig?!" 

" måske fik jeg sagt det forkert, det var ikke min mening,

 Jeg skal prøve at forklar det på en anden måde" 

"Ja, det vil nok være en god ide" 

Jeg skammer mig, 

ingen ved det, 

jeg ville ønske at jeg hade brækket mit ben, 

Så kun folk i det mindste se at man hade det skidt.

Jeg føler at ingen tror på mig.

Man ber jo heller ikke en person med brækket 

Ben om at løbe en maraton!

Det er som om at de ikke tror på at jeg virkelig prøver

På at skynde mig, 

 de Seneste par dage har de anoreksiske 

Tanker fyldt

I nat bliv klokken ca halv 5 før jeg sov

Tanker om at jeg ikke tror på kcal tabellerne, 

Kcal i pære og avocado, 

Og flere sider om kcal tabeller for at finde de rigtige tal. 

Det er fredag i dag,

Mine tanker køre allerede,

MAD

MAD

MAD

MAD

.........

3 1/2 dag

Jeg har nu holdt min kostplan i ca 31/2 dag, vilket er rat stort for mig. Dog sprang jeg min for middags mad over, fordi at jeg var henne og at træne, og skulle skynde mig+ bad+tøre hår osv. (Dårlig undskyldning, kun jo bare ha sat mig og spist det i mens at jeg var ved at gøre mig klar)  tankerne popper stadig op i baghovet om at når jeg nu holder min plan er det også nemmere at tabe mig.
Vil ønske at det ikke skulle være SÅ svært! :(

D. 1/4-14

"Jeg får hin til at ringe til dig i morgen, da hun er syg i dag" 

Jeg fik ringet igår, til cfs. Var dog 100% sikker på at ders nr stadig var gemt på min mobil, men mobilen må åbenbart at slettet dem. Fik fundet ders nr på nettet, men da jeg endelig kom igemmen, var det en dame fra børn og ungdoms psyk. Bliv dog stillet om til de andre, fik fortalt sekrateren at jeg skulle snakke med en sygeplejske, hun sagde så at det var T jeg skulle snakke med, men hun var syg. Så nu må jeg bare håbe at hun ringer i dag. 

Kaste bold.

*fredag, D. 28/3-14*
De ringede nede fra psyk af i dag, efter at jeg selv har haft ringet til dem i dag, da jeg var blivet lovet at de nok skulle ringe i onsdags. 

H fortalte at de har kastet Bolden tilbage til Herning, altså 3 gang i år. Må indrømme at jeg efterhånden er ved at være godt træt af at være kaste bold. Jeg skal ringe til dem i Herning på mandag, for at snakke med en sygeplejske. Bestemmer de sig for at de kaster mig tilbage til psyk ber jeg dem om at trække ders henvisning tilbage. 

Så må jeg tage skaber midler i brug for at de kan se at jeg har behov for behandling. 

"-.-

*mandag aften*
Jeg overvejer at gå hen for at træne, trænede jo "kun" en halv time i morges, det er jo ingen ting!
Jeg prøvede igen i dag, at holde kostplanen, det gik også rigtigt godt, lige indtil at jeg hade holde et lille møde/ samtale med 3 personaler, endte det galt.
Sagde da ellers højt for mig selv op til flere gange i dag  at jeg ville have en god dag, uden opkastninger osv....
 Jeg ved ikke.... Føler mig sku som en fiasko! Tænk at jeg ikke kan holde en kostplan en HEL dag med motion uden at det SKAL ende galt! Jeg bliver ALDRIG. Normal!
*slår lige mig selv oven i hovet med en hammer*

Jeg håber at hun ringer i morgen, H. For at fortælle mig hvad de er blivet enige om. Jeg er træt af at ryge frem og tilbage i dette system! Sjovt nok føler jeg at jeg lige pt. Kæmper min egen sag! Om at få behandling. Samtidig er jeg dyb forvirrert og kan ikke finde ud af  HVAD jeg ville. Den ene time vil jeg gerne have det godt og den næste vil jeg bestemt ikke. Lover at jeg nok skal sige til når træning tager overhånd, men man synes jo aldrig at nået er FOR meget når man kæmper med en Spiseforstyrrelse, eller sygedommen synes ikke, måske kan man godt se det selv nogle gange, men tit er det bare virkelig svært. Den her sygedom er jo vildt indviklet og tit er jeg selv itvilv om jeg overhovet er syg, også selvom at der på papiret står, bulimia nevosa.

Svar....

Jeg fik svar, T skriv at de godt kunne hjælpe mig, men det ville blive det samme som sidste gang, med henblik på at jeg skulle holde kostplanen. Men at de tænkte at det nok ikke var hos dem at jeg ville få meget gavn? Så nu er jeg blivet sendt tilbage til psyk...
Jeg er.... Ligeglad?!
Alt er blokket, og tænker nok mest at jeg ikke behøver ders hjælp, så længe at jeg bare kan træne 2 timer om dagen.... Jeg har det jo godt!?
For endeligt vil jeg nok allerhelst ikke tilbage til dem i Herning, ikke nået ondt om dem! Men jeg tror bare ikke at de kan hjælpe mig. Aliveller føler jeg mig som den STØRSTE fejl. At der var blive sendt en henvisning til dem igen. For hvad hade jeg regnet med?!
Jeg må indrømme som jeg nok har skrivet før, at jeg bare føler at det er mig som er nok i vejen med, selvom at jeg fik avide i dag at jeg bare skulle tænke "at så fejler jeg ikke nok, eller er syg nok" eller sådan nået i den dur....