Hvad så....

Klokken er mange, det er mandag, D.1 april, den dag hvor man ikke kan stole på nogle. Eller den dag hvor alle (næsten) laver april-nar.

Jeg er 99% sikker på at angsten er på vej tilbage, sådan føles det nu. Døds angsten (?!) Kalder man den hvis, altså følsen. Den følse af at man er bange for at dø, " men det er jo bare en følse" mærker jeg følsen-siger til mig. Det er rigtigt nok. Men nøj hvor er den ægthe den følse!

Angsten var der også lidt igår aftes, hjemme ved min kusine. Hun sov tungt på sofaen, og jeg sad ved computeren, hun vågnede og jeg sage at hun bare kun sove vidre så skulle jeg nok vække hin. Det føles trygt at side der nede, gardinerne var tros alt rullet ned.

Så nu ligger jeg i min seng, uden gardiner rullet ned, åben dør og tænt lys i gangen. Jeg føler mig som en på 8år igen!
Ligesom dengang hvor jeg var lille hvor jeg hade sådan en lille lampe som kun sættes i stik-kontakten. Der var en måne og nogle stjerner på den og så var den rund.

Hvor ville jeg ønske at der ikke var helligedag i morgen! Men bare en helt alm. Mandag.
Bare så jeg kan komme ned i byen og gå rundt ;)

:)

God men hård dag.

Jeg har igen, formået mig, at holde en HEL dag uden opk. Det er hvis anden gang i denne månede.
Jeg er hos min kusine nu, det er mega hyggeligt! Og skal hvis være der til søndag- mandag. Selvom at jeg tydeligt kan mærke at spf'en ikke er tilfris, og tanker om at jeg ville tage en masse på. Osv. Også selvom at jeg virklig prøver på at sige til mig selv, NEJ den dumme spf. Skal famne ikke ødelægge denne her weekendt for mig! Nu har jeg ikke set min kusine siden december ca. Så nu ville jeg bare nyde den. Men Holda op hvor er det bare svært :"(
Og tankerne flyver bare rundt i hovet, øv altså!!
Imorgen skal vi til grenå, og kigge lidt på butikker og hvis også på café :)

sikke endag, men god dag!!

puha sikke endag :) en god dag!
jeg er hos min skønne kusine ligenu, så det er derfor at jeg ikke har blogget, men skal hjem imorgen. så der kommer nok lige et par indlæg, som jeg har lavet her til aften. plus at der nok også skal komme nogle billeder :D

jeg har virklig prøve på og at sige til mig selv at spfèn bare ikke skulle ødelægge hele min weekendt, men det har den dog gjort lidt! det er virklig svært og at skubbe den fra en når man endeligt virklig prøver på og at skubbe den væk, så er det ligesom om at den bare bliver stærkere?! :(
jeg har prøvet på og at spise hvad jeg ville, og spise når min kusine også spiste, og det er gået fint, tror jeg?! :)

nå men ville smutte i seng nu her :)
sov godt søde læsere<3

Ligegyldigt indlæg :D

Klokken er mange og jeg har FERIE, haps :D
Ligenu imens at jeg ligger her i min seng, så.... Så ingenting.... Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal skive om.
Jeg fik Btw. Fortalt englen at jeg faktisk var glad for at jeg ikke gik i behandling mere eller skulle det, som jeg har skrivet før, så er det bare den lange køre tur, det at skulle vejes og stå i undertøj forand en fremmede som man til at starte med ikke kendte. Men aliveller kan jeg på en måde ikke lade vær med at blive sårede, jeg jeg bliv afvist behandling. For var jeg lige pludseligt ikke syg nok længere?!
Og hvad med hin der sygeplejsken?! Hun skal hvis kun snakke med personalet?! Og måske mig et par få gange?!
Jeg kan ikke lade vær med at blive irretert, det er jo mig som er skruget forkert sammen! Det er lidt hoved som tiltider føles som om at det kunne springe i luften! Det er mig som kaster så meget op at jeg bliver drænet for energi, tiltider. Og så giver i bare hjælpen til personalet når det er mig som har mest brug for det.. jeg Ian ikke lade vær med at føle mig overset. Og trængen til selvskade har været i tankerne. Men har holdt mig fra det.
Jeg ved ikke.  hvad skal jeg stille op med mig selv?!
Jeg kan jo ikke bare forlange at de skal behandle mig når jeg HAR svært ved at se at jeg er syg? Tror jeg.

Årh, jeg ønsker mig et nyt hoved! Og en ny krop.

Men hvad så nu?....

Jeg har fået det endelig svar nu.
Altså om jeg kun få behandling eller ej, jeg var jo til samtale i mandags, i Herning, om jeg kun få behandling. Igen for min spiseforstyrrelse.
Så jeg snakkede med englen, da hun kom, og jeg spurde hin ind til hvad det var at de sage.
Hun fortalte mig at jeg IKKE kun få behandling, men at der i stædet for ville komme en sygeplejske ( jeg har snakkede med hin før )
Som jeg ville blive tilknyttet til, plus at personalet også ville komme til at snakke med hin ( mere end mig?!) Så de bedre kam hjælpe mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Eller gør. Så i stædet for så gør jeg bare så jeg plejer at gøre, jeg hopper direkte ind i bulimiend fangearme. For det er jo det som jeg kender til.

Jeg har tabt mig, omkring 1kg eller lidt mere siden i mandags. Jeg ved at det er forkert at mig,?!. Men hudløst ærlig, så hader jeg ikke længere en vær cm af min krop. Et eller andet sted så er jeg vel glad for at jeg ikke endnu engang skal begynde i behandling, og der er flere grunde.

1. Den lange lange køre tur, ca 1 time frem og tilbage, ca 1- 1,5 time psykolog samtale, plus vejning.

2. At man skal tage 500g på om ugen.
3. Kostplanen, som er så skide svært og at følge.

4. Bare fordi at det skal give 4. Og ikke må være ulige tal.

Okay måske er 2 og 3 ligegyldige.

Men jeg savner nu de få bus ture, som jeg hade i sommers. Der kun jeg bare læne mig tilbage. Selvom at jeg var nervøs....

Jeg er ked af at jeg ikke nået at få sagt hej, til min tideligere dætist i mandags. Ikke fik sagt *undskyld* fordi at jeg ikke kun passe bedre på mig selv, som jeg nu hade lovet hin, den dag i december, da jeg stoppede.

Jeg skal i skole i morgen. Jeg var også i skole i tirsdags. Det var nu dejligt at se de andre igen.

Dagen....

Jeg tror ikke at jeg har været mere frustreret, som jeg er nu. Eller har og har.
Tankerne flyver rundt i hovet, og aliveller ikke, jeg holder mig indendøre i min oste klokke. Og mærker ikke rigtigt mine følser ?!
Får jeg ikke behandling, føles alting lige meget, ( men det er det jo ikke?!) For a hvad jeg kun forstå fra igår af, så kan jeg nok ikke få behandling. Måske er det bare fordi at jeg godt ville have at nogle skal se MIG, lægge mærke til MIG, høre på MIG, sig til MIG at alting nok skal gå, også selvom at jeg ikke tror på det.

Jeg klarede ellers 2 hele dage uden overspisninger ( ca, jeg hade i hvertfald ikke nogle mandag og igår) og i samlagt ca også 2 dage uden opkastninger ( hade ingen hele mandag, og kun 1 fra morgen af igår, resten af dagen hade jeg ingen) men så i dag sprang bomben ligesom, jeg var ellers fuldt og fast på at nu skulle jeg famne bare vise alle sammen at jeg sagten kunne klare ca en ugen uden værken opkastninger eller overspisninger.
Men jeg tog fejl.
Måske skal jeg bare lade vær med at se det som et nederlag at jeg kun holdet i 2 dage? <--- det giver ikke mening?

Billedet er nået frugt slik, det er hvis sundre end alm slik. Og så en kop kaffe, med extra pulver-kaffe i, som hvis gerne lige pt. Skulle rede midt ellers så kaos hove. Selvom at jeg burde drikke vand, eftersom at jeg igår aftens, nat, og i morges hade lega hovedpine.

....

Jeg prøver at komme i tanke om hvad jeg har lyst til, kostplanen ligger forand mig, men jeg har slet ikke lyst til nået af de 2 ting som står der på, en bolle med ost og fx. 1skv saltkød, eller nået youhurt med mandler, rosiner og havregryn. Jeg kan ikke tage stilling til det, lige plusseligt. Et æble og en kop kaffe vil være meget bedre. Men også dumt, ligeså dumt som da jeg ikke nåede at få morgenmad igår.
Når jeg skal følge kostplanen SKAL den følges til pungt og prik.
Årh hvor er det dog bare svært, lige pludselig :l

Ikke et positivt indlæg.

Jeg ligger i min seng, halvt foster stilling, små tåre lander på min ny vasket trøje, den er næsten ny, mint grøn med blonder og fra vero moda, bare for at være helt præcis.
Scenerne køre igennem hovet på mig igen og igen.

Jeg har lige pludseligt ikke lyst til nået da vi sidder ved bordert og skal til og at have aftensmad, ikke andet end ca 4 spsk rød peber i tern. En personale bliver ved med at sige at jeg altså skal tage nået mad, enten de 5/2 halve skv. Rugbrød ( lavede vi den om til 4 halve? ) eller bræskatofler med sovs. Og kød.
Til sidst går jeg, ind i stuen, de andre larmer, det larmer nok i hovet i forvejen. Personalet kommer ind, siger at jeg altså skal komme ud i køknet, " det er vors aftale, du har selv været med til at holde den, at du skal blive ude i køknet til kl 19".
Da personalet gik, kun jeg ikke holde tårene tilbage, og tårene glid ligeså stille ned af kinderne, lydløst.
Jeg går, går ind på værelse, da jeg håber på at jeg kan få ro for de andre, men en anden personale kommer ind, og jeg ber personalet om at gå, men vil ikke, min stemme er tæt på at knække over, da jeg spørger " tror du virklig selv på at jeg ville gå ud og at kaste det salat op som jeg har spist?". Jeg hade inderligt lydt til at gøre det, bare for så kun de jo lære det.

Jeg ligger her endnu, og om ca 2-3 timer og 45 min skal jeg have chai latte.
Burde jeg sove fra det? Sove væk fra paradis hotel?
Jeg skal i skole i morgen, men Ligenu har jeg faktisk ikke engang lyst, tanken om at jeg skal spille glad, smile osv. Nej. Tænken om at nogle skal kommentere min vægt, har jeg slet ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at være her, her hvor jeg bor. Ikke ligenu. Jeg ved ikke hvad jeg vil.
Årh ha, hvorfor skal det være så svært at bestemme sig, når det er det som jeg ikke ville!

Rodet indlæg, undskyld.

Så kom dagen.

Så kom dagen som jeg hade ventet på, jeg skulle til samtale hos cfs- team Herning.
Jeg falte først i søven ved 05:30 ca. Og stod op ved 09 tiden.
Var simpelthen så nervøs! Hvem skulle jeg snakke med, skulle jeg vejes? Synes de nu at jeg var tyk, osv osv.
Jeg var der i ca 1,5 time, men husker ikke rigtigt nået fra vors samtale, da jeg ikke have fået morgenmad.

Men kan da sige at jeg værken har haft overspisninger eller opkastninger, indtil vidre så det er jo godt! Tror jeg??.

Jeg ville ønske at jeg bare kun sige, ALDRIG MERE OVERSPISNINGER ELLER OPKASTNINGER!!
Men jeg kan ikke, jeg er bange for at jeg ikke kan holde det, og hvis jeg så falder i så ville jeg bare føle mig som verdens største fiasko, tror jeg :l

Årh det er så svært, jeg vil så gerne stoppe med de dumme overspisninger og opkastninger, men de føles tryk, det samme med selvskaden, som jeg Btw har holdt mig fra i ca 1-2 uger ca.
Det er jo nået jeg kan forholde sig til, når alt omkring en og inden i en er kaos.
Det er blivet min redningskrans, midt fix.
Det lyder dumt.

Jeg får sikkert svar på onsdag om hvad der skal ske, om jeg får behandling igen, men så skal jeg også tage på, ca 3kg. Og holde kostplanen, som jeg har så svært ved. Jeg er skide bange for at holde den! Også selvom at jeg ikke tager på af den, ( den sidste kostplan som jeg fik lavet, til at jeg kun holde vægten).
Årh ha. Og så ville de have en indlæggelse i baghovet.?!

Når man ikke kan sove.

Klokken er mange, alt for mange. 03:49 ( i mens at jeg skriver dette indlæg) jeg kan ikke sove, selvom at jeg er træt. Følsen af at hjertet sidder oppe i halsen er stor. Og er nærmest angst. Tankerne flyver næsten omkring om midt kalcium tal er faldet mere?!
Eller så er det bare fordi st jeg er nervøs for i dag.
Jeg overvejer om jeg snart skulle gå i bad, så jeg har fået det gjort.

Jeg har fundet en masse lækkere blandet billeder. Af bla. Tøj som jeg går og drømmer om samt lækkert makeup. :)
( det meste af tøjet kan findes på bestseller.dk )

Når nogle får en til at smile....

Jeg var jo ved lægen i dag, så nu har jeg fået den allersidste vaccination mod livmoderhalskræft. - Gid der fandtes sådan en vaccine mod alt kræft, så ville vi rede mange flere liv.
På vej hjem fra lægen af, så jeg to unge forældre, tænker at de måske var i starten af 20'erne, de så i  hvertfald ud til at være mendst under 25-22år. Men jeg kun bare ikke lade vær med at være glad/ smile af dem, fyren gik med barnevognen, og da der skulle myggenæt på, hjælp de hinanden. :) det var simpelthen så sødt.
Jeg glæder mig selv til den dag jeg får børn, jeg håber sådan at jeg får en pige og en dreng, gerne 2 af vær ( vil godt have ca 4 børn :) jeg håber bare sådan at jeg kan få lov til at kalde min datter Emma-Sophia. Synes bare at det er sådan et smukt navn :)

<3

Dumme tanker.

Jeg har viklet midt tube halsteklæde en gang mere rundt om halsen, fordi at jeg er sikker på at dobbel hagen kan ses af alle, at de tænker at jeg er stor. jeg kan mærke at tårene er ved at præsse på, men jeg kan ikke give efter, selvom at jeg ønsker det?! Bare lade tårene rende. Nej, jeg kan ikke engang græde!
Jeg nipper lidt til min morgenmad, vanilje Skyr fra Thise.
Tallene vokser oppe i hovet på mig, jeg er for stor, stor, stor, stor!
I morges da jeg hade lagt lidt makeup, tænkte jeg i et kort sekundet, at jeg var flot.
Hade et kønt ansigt, og bliv en smugle sur på de fyre som jeg så oppe en trænings centret, eller nede i byen, HVORFOR LIGGER DE IKKE MÆRKE TIL MIG? er jeg for dullet? For stor? For lille? Grim? For meget makeup? Så de mon det som jeg prøvede at gemme på, det som jeg ikke kan vise til min familie fordi at jeg endnu engang er bange for at såre dem? Jeg tænkte at nu var det en del af mig, jeg er...... Syg?! .... Jeg er hvertfald ikke normal.!

Jeg skal til læge i dag, jeg ovrvejer om jeg skulle spørger hin om hun kun se om jeg manglede nogle vitaminer eller andet i kroppen. Midt hår fælder ( men vi taber jo også omkring 100 hår om dagen) og det er glans løs, men aliveller kan jeg ikle få mig selv til enten at bruge shine sprey, eller tage piller, for hvorfor skal jeg få midt hård til at syne at det ser sundt ud når jeg ikke engang er det? Syne at midt hår har det godt samt resten af kroppen?....
Årh giver dette indlæg da overhovedet mening?

I dag.

Jeg er næste lige kommet hjem fra en lille times træning, sammen med nogle fra min skole af.
I dag har jeg ellers været på café ( madam sund)  med min kp fra skolen af, det var super hyggeligt, og vi fik snakket om, hvad jeg skal når jeg ligeså stille begynder i skole igen.
Jeg har ellers haft pause der fra i et par måneder, pga spiseforstyrrelsen, da den var rigtigt hård på et tidspunkt, det er den stadig, men ja.
I dag ved jeg ellers ikke rigtigt hvad jeg skal, jeg har overvejed en lille løbe tur, selvom at jeg har fået avide at det nok ikke er så godt for min krop,  måske. Midt kalcium er også bliver lidt lavt igen, ikke meget, men lidt. Så jeg er lidt forvirret over hvad jeg skal. Jeg vil godt begynde at træne igen, og da vi jo snart har søndersø løb, vil jeg godt vinde det, ( vi, min skole, løber for handicap løbet) sidste år, vandt jeg for dem som er under 18år, selvom at jeg var 19år, men det er en anden historie. :)

Hvad der gemmer sig....

.... I min makeup pung.

Jeg har tænke på at det godt kun være hård/ tiggende/ kedeligt osv. At hele tiden at skulle læse om sygedom, spiseforstyrrelser osv. Hele tiden.

Så jeg tænkte at det måske kun være sjovt? At se hvad der måske gemte sig i min makeup pung?! :)
Bare så man ikke køre træt i sygedom osv.

Må man godt?....

"Må man godt gøre nået halvt selvom at det skal gøres helt?"

^tanken remte mig igår inden jeg skulle sove, må man godt gøre nået halvt, selvom at det skal gøres helt. Hvad det hænger sammen med har jeg ikke fundet ud af endnu.

Billederne er fra i dag af, faktisk har jeg lige taget dem, undtage the kanden.
Når jeg kigger på de billeder kan jeg ikke lade vær med at tænke, JEG ER TYND, OG SLET IKKE SÅ TYK OG FED SOM JEG TIT FØLER OG TÆNKER AT JEG ER!!
Jeg har aldrig trodet at jeg skulle sige eller skrive det.
Men når jeg ser dem, så kan jeg jo godt se at jeg slet ikke er tyk eller nået?
Jeg har hvis en hel DEL som jeg skal ha arbejde med!

tankerne, du ved.

Det er morgen, jeg træder endnu engang op på vægten, efter at jeg har tisset, først panikker jeg lidt inden vændigt, da jeg indnu ikke hade tisset, og jeg er sikker på at vægten kunne ha sprunget i luften, eller kun holde til mig, næsten 47kg, årh forhelvede da også, den første tanke rammer mig "fra i morgen af, der går jeg på kur, 800kcal om dagen, det burde være nok for mig når jeg nu aligeveller ikke "må" dyrke motion for en personale, ( ikke fordi at jeg overhovet gør det). 

men da morgenmaden er indtaget, glemmer jeg hurtigt min aftale med mig selvom at jeg skal ha tabt mig. og kort tid efter er jeg igen endt i armende på bulimien. 

nu hvor jeg tænker mig om, så må det vel være sådan det henger sammen? de samme tanker både morgen og aften, heletiden, jeg skal ha tabt mig, jeg kan jo godt tåle det, snakker spiseforstyrrelsen, og jeg ikke lade vær med at give den rat. 

hovet er boss, og rasten af kroppen har bare at makke rat.

det er hård at tage på, især nu hvor jeg snart skal til samtale i Herning, fordi at jeg ikke føler at jeg kan være bekendt at komme der hen når jeg ikke vejer under 45kg, og nu vejer jeg nok over 46, med mindre at jeghar glemt at kigge efter andre tal? :l

jeg ved ikke hvorfor at jeg tænker at jeg ikke fortjænder behandling når jeg ikke vejer det, min læge og personalet prøver også at forklare mig at det slet ikke er det som de kigger efter. synes bare at det er så svært at få ind i hovet, og kan ikke lade med at tænkeom jeg bare skulle ringe og at sige at jeg ikke kan komme den dag aligeveller, men så er det jo at lade spiseforstyrrelsen vinde!! 

og jeg har tænkt mig at spørger om min gamle dætist er på arbejde den dag  (og måske min psykolog) for at undskylde at jeg ikke holde vors aftale om at jeg nok skulle passe på mig selv. 

jeg kan bare ikke finde ud af om det er en dårlig ide, men jeg har tænkt mig at gøre det. hun er så sød, og jeg kun så godt lide at snakke med hin! :) 

Da jeg var ved lægen i torsdags ( d.7/3-13) spurte min læge mig også om hvad der skulle til for at jeg kunne lade vær med at kaste op, midt svar lyd bare "jeg ville ønske at jeg kunne have 1 hel dag uden opkastninger" hvor efter hun spurte mig om hvordan, jeg kun mærke at tår var på vej, men jeg fik formået at holde dem tilbage. jeg ville ønske at jeg på det pungt bare kunne give slip, og bare lade tårende få fridt løb. ligesom de 2  gange hvor jeg græd over for min psykolog, hun så mig, så mig de 2 gange, gav mig en saviet og lod mig græde ud.

eller ligesom den første uge da vi lige var startet i skoleigenefter sommer ferien, jeg græd vær anden dag og en af dagende 2 gange på en dag. om fredagen kom en lære hen til mig og spurte om jeg var okay, og jeg bryd fuld stendigt sammen, en veninde komhen til mig og jeg græd vidre i armende på hin i mens at jeg sage til hin at jeg ikke kun mere, da jeg var næsten også lige kommet op på min målvægt. 

jeg har ikke grædt endnu, i dette år, ikke hvad jeg kan huske. mine øjne har løbet lidt i vand hvis jeg har lagt påsiden hvis jeg har set tv eller spillet på mobilen, men det er vel ikke tåre??.. 

det bliv et lidt længre indlæg... :) 

en af de der dage....

Igår ( d.8/3-12 ) hade jeg bare en af de der jeg-ved-ikke-hvad-eller-hvor-jeg-skal-placer-mig-selv-henne-dage. lige fra "morgen" af (stod op ved 11-12 tiden) hade bare den der følse af at jeg fyldte det hele,at jeg var kæmpe og var mega fed. så det tog lidt extra tid at komme ud af sengen, da det så var gjort og jeg skulle morgen/frokost- mad, bliv der bare kaos i hovet? ( kan ikke lige finde andre ord på det) selvom at det bare var et stykke kænkbrød som jeg skulle have med pålæg,så var jeg næsten lige ved at græde, tænk at man kan blive bange for det? bangefor om man nu tager på :l 

endnu mærkeliger er at jeg ca 1 time, til 1 1/2 time efter sagtens kun spise boller og kage og en kop kakao. jeg bliver seriøst ALDRIG klog på værken mig eller spiseforstyrrelsen! 

jeg var jo ved lægen torsdag ( 7/3-12) og min læge er jo altid så sød at spørger mig om hvordan det går, og jeg svare som altid "det ved jeg ikke"  -tror at det er ved og at blive sådan et kende tegn jeg-er-hin-der-der-ikke-ved ;D 

nå men hun spurte mig om hvor mange gane jeg kastede op om dagen, og jeg varede ca 3-8 gange. altså 3 gange på en virklig god dag og ca 8 på en rigtigt skidt dag. hun sage at det kun man godt se hvor i jeg bryd "nå forsatan det er jo ikke godt" "hvad ligger den på?" "3,3" "nå okay" men jeg har har fået en ny tid OM 1 MÅNEDE  -_-

for nu skal jeg jo aligeveller snart til Herning, og så håber og krysser AAAALT hvad vi har af hår på at jeg kan starte i behandling igen,  om 6 måneder hvis vi er rigtigt uheldigt!!!!!! 

(for rasten har jeg lige gjort dette indlæg ferdig, da jeg nok begyndte på det ved 21-22 tiden, :)

billede fra i sommers. 

Klokken er alt for mange, jeg burde faktisk ha sovet for mange timer siden! Men jeg kan ikke?! Der er jo 1000 (ligegyldige) ting som jeg skal ha gjort. Og for desuden har jeg læge tid i morgen ( i dag )  kl 11:45ca.

Jeg er bange for at tage på, især når jeg vejer 45kg, jeg er bange for at den bare forsætter op ad, så jeg bliver en val. Så jeg bliver 50(kg) - FED OG FERDIG!
Men aliveller, aliveller så spiser jeg, spiser en MASSE(!!) Mad. Forså er jeg lige pludselig ikke bange mere?! Altså når jeg står i det. Men så dagen efter, når jeg ser at vægten er gået 100-300g op, så føles det som om at min verden bare ender, slut. Bang. At jeg er igen ting, et 0. Med pil ned.

Jeg ville ønske at jeg bare kun tage mig sammen og spise lidt, bare 500-1000kcal pr. Dag, (bare så jeg kun tabe et par kg inden d. 18)
Men så begynder midt hovde at kokse i det, " nu kommer jeg også til at spise for meget" " nej, der kan umuligt være 70kcal i det her æble, der må mindst være 200 i"  og 100 i den her knækbrød, selvom at der står 35 på pakken" ikke engang en kostplan kan jeg holde fordi at jeg ikke tror på dætisten kan finde ud af at regne kcal ud, og at jeg ikke selv tror på at jeg kan finde ud af det.

Jeg undskylder at jeg ikke har fået skrivet, men lige pt. Er jeg blivet syg, og tænker at der ikke rigtigt er nået at skrive om, selvom at man vel altid har et eller andet på hjertet.

SF'en fylder stadig rigtigt meget, desvære. Det er vel ikke nyt. Dagende er næsten ens. Jeg føler ikke at jeg kan spise nået uden enten at spise for meget, for lidt, eller at det kommer op igen. Jeg prøver at komme udenfor, selvom at det godt kan være lidt angst-agtigt-følse.

Nynne-dvden bliver fortiden min redning om natten, og dvd'en må altså snart være død. Jeg ser den VÆR aften, og falder i søven til den. Trykheds film?.